Selvom der spilles OL i denne uge, så er der også en almindelig turnering, da man havde svært ved at få hele turneringskalenderen til at gå op.
John Deere Classic er den næstsidste turnering inden FedExCup slutspillet, så for nogle er det ved at være sidste mulighed for at beholde PGA Tour kortet.
Første runde blev forsinket i 3½ time på grund af kraftig regn, så en del mangler at færdigspille runden.
Andrew Loupe fører i -8 efter 14 huller foran Patrick Rodgers, Ryan Moore, Zach Johnson og Tom Gillis i -6. Gillis nåede at spille 16 huller, mens de øvrige er færdige.
I de seneste syv udgaver af John Deere Classic er Zach Johnson kun sluttet udenfor top-3 en enkelt gang. Han vandt i 2012, og siden da har han haft to 2. pladser og en 3. plads i John Deere Classic!
Wesley Bryan, der fik et PGA Tour kort i sidste uge efter tre sejre på Web.com Tour, er nr. 37 i -2 efter 10 huller.
Steve Stricker er nr. 61 efter en første runde i -1.
Spieth forsvarer ikke sin titel
Jordan Spieth er forsvarende mester. Han vandt også turneringen i 2013, men er ikke med i år, hvilket dog også ville have været upassende, da han meldte afbud til OL.
C More Golf sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.