Peter Launer Bæk kom tirsdag rigtigt flot fra start ved Mediter Real Estate Masters på PGA Catalunya Resort. Der er dog islandsk føring efter en sand kanonrunde.
I ECCO Tour premieren kom Peter Bæk fornemt Stadium Course rundt i 67 slag takket være en fremragende afslutning. Scoren i fem under par rækker til en andenplads tre slag efter islandske Gudmundur Kristjansson, der var i en klasse for sig tirsdag.
Peter Launer Bæk var ellers et slag over par efter sine første ni huller, og dagen lignede ikke noget særligt. Fire birdies og en eagle på de sidste ni huller sendte dog fynboen frem gennem feltet, således at han overnatter på andenpladsen.
– Jeg er godt tilfreds med spillet i dag, og især tilfreds med at jeg forblev tålmodig derude. På de sidste huller fik jeg virkelig fornemmelsen for greens, og så trillede de pludselig i, forklarede Peter Launer Bæk efter runden.
Islænding i særklasse
Men selvom Peter Launer Bæk for alvor trykkede speederen i bund på dagens sidste ni huller, så var Gudmunder “Gummi”, Kristjansson helt i særklasse på dagens runde. Islændingen leverede seks birdies og en eagle og var aldrig i nærheden af en bogey. Han var ikke overraskende godt tilfreds efter runden.
– Jeg spillede helt fantastisk i dag. Jeg ramte alle 18 greens i regulation, og jeg havde faktisk 15 helt reelle birdiechancer, forklarede Kristjansson efter runden, der altså kunne have været endnu lavere. Det blev dog ved en føring på tre slag efter førstedagen, og mon ikke islændingen sover godt i aften.
“Ny” spændende amatør blander sig i toppen
På en dag, hvor det blev offentliggjort, at amatørerne på ECCO Touren kan kvalificere sig til Made in Denmark Challenge i August, slog feltets nok hotteste amatør til. August Thor Høst fra Odense Eventyr golf kom den krævende Stadium Course rundt i 69 slag, tre under par, og det placerer den blot 18-årige amatørprofil på syvendepladsen.
Mark Haastrup og Frederik Dreier er nummer ni i to under par, mens Jeppe Huldahl og Nicolai Kristensen er en del af en større gruppe på 21. pladsen i et slag under par. Et slag længere tilbage deler Morten Ørum Madsen 37. pladsen med feltets nok største favorit, Lasse Jensen, efter en første runde i par.
Professionel debut til tvillingerne
De 17-årige Højgaard-tvillinger fik begge deres professionelle debut tirsdag, og mens Rasmus Højgaard er placeret som nummer 21 efter en pæn runde i et slag under par, så kneb det mere for brormand Nicolai, der måtte bruge tre slag mere. Det placerer ham som nummer 56 side om side med bl.a. Marcus Helligkilde og Victor Østerby i to over par.
Se stillingen ved Mediter Real Estate Masters her.