Gary Woodland og K.J. Choi deler føringen i Farmers Insurance Open inden de to finalerunder på Torrey Pines, South Course. De første to runder har spillerne været igennem North og South Course.
Woodland og Choi fører i -9 foran Dustin Johnson i -8. Martin Laird, Scott Brown og Billy Horschel deler 4. pladsen i -7, mens svenske Freddie Jacobson er blandt spillerne på en delt 7. plads i -6.
Unge Paul Dunne er nr. 18 i -4, mens Shane Lowry og Patrick Reed er nr. 38 i -2.
Mickelson, Rose, Fowler og Day missede cuttet
Phil Mickelson startede sæsonen med en 3. plads i sidste uge, og han har vundet turneringen på Torrey Pines tre gange i 1993, 2000 og 2001. Han deltog for 20. gang, men missede cuttet med ét slag efter tre afsluttende bogeys på North Course.
Selvom Mickelson har haft store triumfer på Torrey Pines, så har han dog også haft det svært på banen siden den blev re-designet. Han har misset cuttet eller trukket sig i fire ud af de seneste fem gange. Eneste undtagelsen var en 53. plads i 2013, og før det blev han nr. 2 i 2011.
Cuttet blev -1, og Mickelson sluttede i par sammen med bl.a. Justin Rose, Paul Casey, Rickie Fowler og Hideki Matsuyama.
I +2 missede den forsvarende mester Jason Day også cuttet. Han har dog også været plaget af influenza lignende sygdom, og deltog ikke i onsdagens Pro-Am.
C More Golf sender direkte lørdag fra kl. 19 – 00 og søndag fra kl. 19 – 00:30.