Masters er ofte blevet afgjort på de sidste 9 huller om søndagen, og det var også tilfældet i år. Jordan Spieth kollapsede, hvilket blev udnyttet af en stærkt spillende Danny Willett.
Danny Willett vandt i -5 foran Lee Westwood og Jordan Spieth i -2, mens Paul Casey, J.B. Holmes og Dustin Johnson delte 4. pladsen i -1.
Flot 7. plads til Kjeldsen
Vi begynder med Søren Kjeldsen, som spillede en meget flot turnering. Han gik finalerunden i -1, og sluttede på en 7. plads i par. En plads der allerede nu kvalificerer ham til Masters næste år.
Kjeldsen fik en god start med birdies på 3. og 5. hul, så han var -2 efter for-ni. En bogey på det svære 11. hul blev fulgt op af en birdie på 12.
Desværre udnyttede han ikke par-5 hullerne 13. og 15. hul, mens han tre-puttede 16. hul, hvor han ellers havde en god birdiemulighed. Han lavede også en bogey på 17. hul, inden han sluttede af med en birdie på 18.
En top-10 i en major er altid et meget godt resultat. Alligevel var det lidt ærgerligt, at Kjeldsen ikke udnyttede alle sine muligheder i finalerunden, for så kunne det have været endnu bedre. Han sluttede fem slag efter Willett og blot to slag fra en delt 2. plads.
Kjeldsen delte 7. pladsen med Matthew Fitzpatrick og Hideki Matsuyama.
McIlroy, Rose og Day i top-10
Rory McIlroy delte 10. pladsen i +1 med Justin Rose, Daniel Berger, Brandt Snedeker og Jason Day.
Spieth førte med fem slag, men kollapsede på bag-ni
Den forsvarende mester Jordan Speith førte med ét slag efter tredje runde. Det var syvende runde i træk han havde føringen, hvilket var ny rekord.
De første dage var Spieth flere gange ved at stikke af fra feltet, men faldt tilbage. I finalerunden lavede han fire birdies i træk fra 6. hul, så han førte med fem slag inden de sidste 9 huller.
Bogeys på 10. og 11. hul bragte dog lidt spænding ind i turneringen.
Spieth lavede en 7’er på 12. hul
Det afgørende øjeblik skete på det korte 12. hul. Spieth slog teeslaget i vandet på par-3 hullet, og efter et drop slog han endnu en bold i vandet! Derfra i bunkeren bag greenen, og det endte med en firedobbelt bogey.
Med birdies på 13. og 15. hul forsøgte Spieth at komme tilbage, men jagten blev endegyldigt stoppet med en bogey på 17. hul. Spieth gik finalerunden i -2, og det er som sådan en udmærket score, men det burde have været noget lavere.
Willett vandt efter én af dagens bedste runder
Danny Willett gik en flot bogeyfri runde i -5, hvilket var én af dagens bedste runder som også Paul Casey og unge Matthew Fitzpatrick præsterede.
Alle tre er fra England, og det samme er Lee Westwood, der blev delt nr. 2, hvilket lover godt for hans sæson.
Langer faldt tilbage
58-årige Bernhard Langer var på en delt 3. plads inden finalerunden, men en runde i +7 sendte ham tilbage til en 24. plads i +6.
Værre gik det for Smylie Kaufman, som spillede i førerbolden med Spieth. Med en runde i +9 sluttede han som nr. 29 i +7.
DeChambeau blev bedste amatør
Bryson DeChambeau gik finaleurnden i par, og blev bedste amatør som nr. 21 i +5.
Romain Langasque var eneste anden amatør i feltet, og efter e flot runde i -4 sluttede han som nr. 39 i +10.
For begge var Masters deres sidste som amatører, da de bliver professionelle.
Tre holes-in-one på 16. hul
Både Davis Love III, Shane Lowry og Louis Oosthuizen præsterede en hole-in-one på 16. hul.
Særligt Oosthuizens var ganske speciel, da hans bold blev rettet af af J.B. Holmes’ bold, som lå på greenen. Se alle tre holes-in-one i denne artikel på 19hul.dk.
Første europæiske sejr siden 1999
28-årige Willett er den blot anden englænder, som vinder Masters. Nick Faldo vandt Den eneste anden er Nick Faldo, som vandt tre gange i 1989, 1990 og 1996.
Vi skal helt tilbage til 1999 for at finde den seneste europæiske vinder, hvilket var José María Olazábal.
Masters, resultat (Masters.com)
Masters, resultat (alternativ på pgatour.com)