Alt i Las Vegas skal som bekendt være vildt og overdrevet – dermed også områdets golfbaner. På et tidspunkt følte alle de store hotel-kæder i byen sig nødsaget til at have mindst én ekstravagant golf klub med et helt uhørt højt service niveau, som de kunne tilbyde deres gæster med lidt $ på lommen.
Således også med MGM-kæden, som i år 2000 åbnede den eksklusive Cascata Golf Club (sidenhen er den blevet overtaget af VICI Properties, som også administrerer Rio Secco banen. Golfbanen er designet af Rees Jones (søn af legendariske Robert Trent Jones) og bygget på en bjergside i River Mountains lidt udenfor Las Vegas på vejen mod Boulder City, Lake Mead og Hoover Dam.
Først virker ankomsten lidt low-key: man kører på en støvet ørken-highway og midt i ingenting tager man en lille afkørsel og kører på en øde vej over mod bjergene. Snart åbenbares en port:
Her skal man via kommunikationsanlægget redegøre for, at man skam har en tee-time og bør få adgang. Selv efter de automatiske porte åbnes er det svært at fornemme, at der skulle gemme sig et imponerende golfanlæg inde bagved i dette golde ørkenlandskab.
Den første oase åbenbarer sig dog heldigvis ret hurtigt efter lidt yderligere kørsel op ad bjerget, da man ankommer til en gruppe træer, som omkranser en lille rundkørsel op imod en italiensk udseende bygning. Der er kun få synlige P-pladser og ingen andre biler i syne. Straks vi kører op mod huset bliver vi vinket ind af en medarbejder, som gladeligt overtager bilnøglerne og skynder sig væk med både vores bil og golfgrej. Her er man mere vant til limousiner end lejebiler, men uanset foregår det med fuld valet service.
Således befriet for al udstyret vover vi os ind i klubhuset og her begynder herlighederne straks at åbenbare sig. Cascata betyder vandfald på italiensk og dette er yderst velvalgt til anlægget, når nu man har bygget kunstige vandfald fra toppen af bjerget og ned langs mange af hullerne og direkte ind igennem klubhuset:
Billedet ovenfor kan ikke gengive, hvor imponerende det ser ud og slet ikke hvor højlydt vandfaldet rent faktisk er. Se en mere retvisende skildring på Facebook her.
Klubhuset er bygget i Toscansk stil og alt er meget flot og imponerende – det gælder naturligvis den store entre med vandfaldet, men absolut også restauranten, proshoppen og omklædningen. Det eneste minus er, at man skal råbe til ekspedienten i proshoppen på grund af den konstante larm fra det brusende vand. Det lykkedes dog ret smertefrit at få styr på indtjekningen og kort tid efter tager vi en trappe ned fra proshoppen og her er vores buggy og den obligatoriske caddie klar til afgang – naturligvis med vores golfudstyr påmonteret.
Vi påmønstrer simpelthen inde i klubhuset inden vi kører hen imod en port, som åbner automatisk og endelig giver os et lille blik på de grønne herligheder, som venter os på den anden side, hvilket man kan se i videoen nedenfor.
Bag ved klubhuset kommer vi nemlig straks til driving rangen og tilhørende short game faciliteter. Vi starter ud på rangen, hvor vi lærer vores caddie lidt bedre at kende, og hvor vi får et par dessiner om dagens runde.
Flaglængderne på rangen er naturligvis i yards, men da hele rangen går op ad bakke passer tallene sikkert nogenlunde med vores normale metermålinger. Short game arealet bestående af henholdsvis chippe- og putte-green ligger mellem rangen og klubhuset og er klædeligt omgivet af palmer og det gennemgående vandfald:
Stadig er der ikke noget syn af selve banen, hvilket er forståeligt nok, når man ser følgende overbliksbilleder af banen:
Som det fremgår af ovenstående, så er hullerne græs-oaser gravet ud af bjerget og under runden fornemmer man sjældent andre huller end det man spiller på. Det giver samtidig god mening, at der er buggy pligt på banen, hvor det ganske enkelt vil være næsten umuligt at gå rundt. Efter de første 7 huller kører man en længere tur over en bjergkam og kommer først tilbage på den anden side af bjergkammen til de 2 afsluttende huller. Her er der i sandhed tale om en lang køretur med flere hårnålesving op og ned af bjerget.
Endelig giver caddien os tegn til afgang og vi hopper i buggy’en og følger vandfaldet op over en lille bakke og da toner så det flotte hul 1 frem:
Caddien er hurtig til at advare os om, at det er en lidt hård start med 2 par-4 huller med en vis stigning op ad bakke, inden vi så får 2 huller ned ad bjerget igen. I januar måned døjer vi stadig med lidt vinterrust hjemme fra Danmark og når ikke helt de første 2 greens i regulation. Som om det ikke var nok, så viser greens sig også at være store, ondulerede og overordentligt drilske, så selv med kyndig caddiehjælp og virkelig velholdte greens sniger der sig lidt for mange puts ind her i starten af runden.
Den lidt tunge start på runden er dog hurtigt glemt, da vi på toppen kan vende os om på næste tee og se nedover hul 3 og hele vejen udover dalen for foden af bjerget:
Længden er 545 yards, men hvad gør det, når man endelig kan få lidt flyvetid og rul på bolden? I hvert tilfælde kræver det kun en lille ind og i for rundens første birdie og straks er humøret vendt 180 grader. Det ødelægges heldigvis ikke på hul 4, som er et par 3 hul henover en sø i venstre side. Jeg ignorer totalt caddiens råd om at sigte mod midt green og tage en (nogenlunde) sikker par for i stedet at tage risikoen med at flyve søen og komme tæt på flaget. Puttet misses dog desværre, men en par er i hus, hvilket er nok, da min spillemakker valgte at udforske ørkenområdet.
Området udenfor det grønne tæppe er yderst sjældent spilleligt på denne bane, men min makker mener (sædvanen tro), at han kan scramble fra et noget suspekt leje og tager chancen. Det lykkedes nogenlunde for ham, selvom hullet forbliver tabt. Vores caddie siger well done, men pointerer også, at om sommeren er ALT udenfor græstæppet et big no go. Da vrimler det med klapperslanger i klipperne og som han siger: “They are really aggressive and also very good at hiding”. Vi smiler lidt betuttet og selvom årstiden er med os – tror jeg, at vi begge lige prøver at stramme os lidt mere an med at ramme fairways på resten af runden.
Selv med den isolerede natur af hullerne er det ret tydeligt, at vi har hele herligheden for os selv denne formiddag. Først om eftermiddagen kommer der et hold mere på banen, hvilket selv med Syndens by in mente (hvor de færreste jo nok lykkedes med at gå tidligt i seng) virker som ret få. Caddien forklarer, at det naturligvis er lidt udenfor sæson, men generelt er det også en så eksklusiv klub, at man simpelthen aldrig lukker ret mange ud på banen samtidigt. Dels for at give den eksklusive oplevelse af at have det for sig selv og dels for at mindske slid på en bane, der dermed altid kan tage sig ud fra sin bedste side.
På trods af det lave antal spillere på banen er baneservicen er dog troligt på pletten, og vi får bestilt lidt mad fra køkkenet, inden vi tager hul på endnu 2 huller op ad bakke, hvor scoren igen lader sig påvirke i negativ retning. På 7. tee står vi og nyder udsigten udover et helt formidabelt par-3 hul, da vores sublime breakfast burito’s ankommer. Mens vi nyder maden kan vi analysere hullet, hvor vi spiller fra et højtliggende teested ned mod en green omkranset af bakker og en bred å (en del af vandfaldet) og som yderligere er beskyttet af 2 store bunkers:
Med hul 7 på alle måder veloverstået begiver vi os ud på den lange køretur over mod banens 2. halvdel på den anden side af en bjergkam og her venter et skarpt dogleg højre par4 hul. Greenen og den sidste del af hullet kan først ses, når vi når ud i svinget til vores drives og her støder vi pludselig på et par af Cascata’s andre indbyggere. Nemlig et par Big Horn Sheep, som spankulerer rundt midt på fairwayen mellem vores bolde og greenen. De viser lige hvem der bestemmer, inden de langsommeligt lusker videre, hvorefter vi allernådigst kan få lov til at slå op ad bakke mod en green med en stor falsk front.
Dernæst følger 2 overkommelige par-4 huller ned ad bakke, hvor især hul 9 er flot med et drive henover et stort waste område. Hul 11 er et kort par-4 hul, som dog går op ad bakke og hvor en hævet green er godt beskyttet af det allestedsnærværende vandløb, som dækker hele området foran green. Med andre ord skal indspillet være præcist – er det den mindste smule for kort ruller bolden tilbage og ned i vandløbet. Selv efter et drop er det ikke nemt at komme op og i, hvilket undertegnede måtte erfare på den hårde måde. Så efter at have stået med en kort wedge ind til green blev momentum på en ellers hæderlig runde midlertidigt stoppet her.
Hul 12 er et gedigent par-3 hul, hvor vandløbet løber langs venstre side af green for så at skære ind lige foran tee-stedet. Hele højre side er dækket af en kæmpe bunker, men længden gør hullet nogenlunde overkommeligt og vi slipper begge derfra med skindet på næsen. Det kan man dog ikke sige om hul 13, som lurer lige om hjørnet.
Som det fremgår af ovenstående billede er der en ret voldsom forhindring i venstre side og fairway’en er smal og bugter sig mod venstre. Har man en naturlig draw med sin driver er man sikkert ganske tilpas på teestedet og skal vel kun overveje, hvor meget man vil gå ind over hjørnet. Har man tendens til at slice er det en helt anden snak. Dagens spillemakker sigtede lidt for langt i venstre for at kompensere for noget højre skru og betalte prisen med et par bolde på bjergsiden. Selv prøvede jeg efter god dialog med caddien at skyde lige mod bunkeren med en 3 wood. Han fik dog lidt skældud efterfølgende, da bolden gik for langt og endte op i bunkeren. Fra svinget går det ned ad bakke til en lavning 30 meter foran green, hvorefter det går lidt opad igen til greenen. Alt i alt et stærkt hul. og des lige ser man ikke mange steder i verden. Inden pulsen når at stabilisere sig når vi til 14. hul, der vel må anses som banens signaturhul.
Hul 14 er et semilangt dogleg højre par-4 hul, hvor åen løber ned langs hele højre side til green’en, hvor den samler sig i en stor sø. Hullet indrammes smukt af palmetræer på begge sider. Drivet skal være både langt og præcist og selv derefter kan man godt regne med et krævende indspil. Samtidigt skal man sørge for ikke at blive alt for distraheret af udsigten på både hullet og det omkringliggende landskab. At vi begge kom derfra med en par viser bare, at miraklernes tid ikke er forbi.
Hul 15 er et mere ligetil par-3 hul, som dog også indeholder en hel del skønhed med et vue over mod bjergtopper nær og fjern:
Herefter går det lidt op og ned ad bakke igen på hul 16 og 17 inden vi står tilbage med en lækkerbisken i form af hul 18: et par-5 hul formet som et S, hvor vandløbet følger os hele vejen fra tee til green. På det første stykke ned mod et 90 graders sving til venstre har vi åen i venstre side. Drivet skal helst have en vis længde ellers kommer en bakkekam på hjørnet i vejen og gør 2. slaget blindt. Hvilket på ingen måde er godt, da åen skærer ind igennem fairway lige efter svinget og derefter følger højre side indtil den samler sig i en sø foran green. Et ganske udfordrende hul, hvor vi også fik en rigtig søndagspind helt yderst i højre side af greenen.
Cascata Golf Club er noget særligt og vi havde et besøg og en runde, som vi har drømt os tilbage til et par gange allerede. Alt er bare perfekt fra man ankommer til man forlader stedet igen: klubhuset, servicen, eksklusiviteten og ikke mindst banen scorer maximum point hos os. Vi er naturligvis ikke de eneste, der er kommet til den konklusion og banen har vundet et væld af priser siden åbningen i år 2000.
Cascata er den helt unikke oplevelse af at føle sig alene i vildnisset, selvom man faktisk er ganske tæt på en pulserende millionby. Så er man i Las Vegas og trænger til en runde golf udover det sædvanlige, hvor prisen ikke betyder det store (greenfee ligger på omkring de 600 $ per mand – dertil skal lægges 40-50 $ i caddie-fee per mand), så er det bare med at komme afsted.
