Wenyi Ding har spillet sig til et DP World Tour kort som vinder af den første Global Amateur Pathway foran Jacob Skov Olesen, der får et Challenge Tour kort. Ni spillere fra seks forskellige lande har fået kort til forskellige tours afhængig af hvor de kommer fra.
Tidligere på året blev Global Amateur Pathway lanceret af DP World Tour, PGA Tour og R&A som et supplement til PGA Tour University. Hvor sidstnævnte giver de bedste college spillere som Frederik Kjettrup og Gustav Frimodt i år, en adgangsvej til de bedste tours i USA, så er Global Amateur Pathway adgangsvej til DP World Tour. Samt til Challenge Touren, PGA Tour Americas og Sunshine Tour.
Global Amateur Pathway er kun for spillere der ikke spiller college golf for et NCAA Division-I hold. Wenyi Ding får DP World Tour kortet for at være den bedste blandt spillerne fra top-20 på amatørernes verdensranglisten, som har været tilmeldt.
For Global Amateur Pathway er noget, man som amatør aktivt vælger at tilmelde sig for at komme i betragtning, og man kan tilmelde sig løbende. Spillere skal være ældre end 20 år eller fylde 20 år det år hvor kvalifikationen afsluttes. Kvalifikationen løber over to år, så den netop afsluttede kvalifikation er med point optjent siden oktober 2022.
Wenyi Ding vandt og takker nej til Majors
19-årige Wenyi Ding fra Kina, der fylder 20 år i november, er nr. 3 på amatørernes verdensrangliste og som vinder af Asia-Pacific Amateur Championship var han som amatør kvalificeret til Masters og The Open 2025.
Han takker dog nej til Masters og The Open for at blive professionel i erkendelse af, at det er svært for en ung spiller at få et kort til DP World Tour, så den mulighed tager han. Wenyi Ding debuterer som professionel i denne uge i Challenge Tour turneringen Hangzhou Open, som spilles i Kina.
Følgende 9 kort er uddelt. Spillere der får et kort kan ikke deltage i Global Amateur Pathway igen, så f.eks. kan The Amateur Championship vinderen Jacob Skov Olesen ikke være på ranglisten næste år uanset om han vælger at fortsætte som amatør.
DP World Tour (til vinderen)
- Wenyi Ding
Challenge Tour (til spillere fra Europa og Mellemøsten)
- Jacob Skov Olesen, Danmark
- Luis Masaveu Roncal, Spanien
- Bastian Amat, Frankrig
PGA Tour Americas – Latin America Swing
- Nathan Petronzio, USA
- Peter Fountain, USA
- Ben Warian, USA
- Jake Hall, USA
Sunshine Tour
- Tyran Snyders, Sydafrika