En voldsom brand har torsdag hærget klubhuset i Nordvestjysk Golfklub nær Klitmøller i Thy.
Alarmen gik kort før kl. 10, og som man kan se i videoen ovenfor fra presse-fotos.dk, så var det en voldsom brand med store skader på klubhuset og pro-shop. Ingen personer er kommet til skade, men der er omfattende materielle skader.
– Stort set hele bygningen er voldsomt brand- og røgskadet, og de øvrige dele er vandskadet. Ilden var brudt igennem tagkonstruktionen, og dele af loftet er styrtet sammen flere steder, siger indsatsleder Lars Bjørndal fra Nordjyllands Beredskab til nordjyske.dk, som også har billeder og drone-video fra branden.
Der er flere billeder fra branden på www.presse-fotos.dk her.
Klubbens hjemmeside er nvgolf.dk.
Det er den anden brand på få måneder i en dansk golfklub, da Brøndby Golfklubs maskinhal brændte i juni.