For fjerde år i træk lykkedes det angiveligt for Waste Management Phoenix Open at slå deres egen tilskuerrekord for en golfturnering. Men kan det virkelig passe, at der er tre gange så mange tilskuere som til The Open?
Det officielle antal tilskuere for Waste Management Phoenix Open 2017 i turneringsugen fra mandag til søndag lyder på intet mindre end 655.434!
Der er utvivlsomt mange tilskuere i Phoenix, hvor der holdes en folkefest uden lige. Det er muligvis også den golfturnering, som har flest tilskuere. Vi er dog nogen, som stiller os kritiske overfor de officielle tal, for det synes urealistisk højt.
Generelt for golfturneringer gælder, at hvis man kommer som tilskuere til alle fire runder, så tæller man fire gange, da tallene opgøres for hver dag.
“Kun” 20.000 tilskuere på 16. hul
Under Phoenix Open er der er tribuner hele vejen rundt 16. hul.
Det er meget festligt, men der er kun godt 16.000 siddepladser, så der kan “kun” være omkring 20.000 tilskuere på hullet. Lørdag var der 204.906 tilskuere, så man kan spørge sig selv, hvor resten er. Når man ser tv-billeder fra turneringen, så er der langt fra fyldt op på hele banen.
Lørdag var der 204.906 tilskuere
Lørdag satte man ny dagsrekord med de 204.906 tilskuere.
Til sammenligning lyder Made in Denmarks hidtidige dagsrekord på 25.400, hvilket var det officielle tal for lørdag sidste år dvs. otte gange færre end i Phoenix.
Fire nye rekorder i 2017
Nedenfor ses de officielle tilskuertal for Waste Management Phoenix Open de seneste tre år, samt dagsrekorden for de enkelte dage.
I 2017 blev der sat ny tilskuerrekord onsdag, fredag, lørdag og samlet.
2017 | 2016 | 2015 | Rekord (år) | |
Mandag | 11.743 | 4.030 | 9.455 | 22.520 (2001) |
Tirsdag | 29.801 | 27.864 | 36.305 | 45.000 (1995) |
Onsdag | 77.906 | 58.702 | 75.380 | 77.906 (2017) |
Torsdag | 103.420 | 101.021 | 118.461 | 118.461 (2015) |
Fredag | 169.004 | 160.415 | 81.309 | 169.004 (2017) |
Lørdag | 204.906 | 201.003 | 159.906 | 204.906 (2017) |
Søndag | 58.654 | 65.330 | 83.552 | 93.475 (2007) |
I alt | 655.434 | 618.365 | 564.368 | 655.434 (2017) |
Tilskuertallene for de enkelte år siden 1986 kan ses på turneringens hjemmeside her.
Store koncerter tæller også med
Om aftenen er der store koncerter, som man også gjorde med succes under Made in Denmark sidste år. Nogle kommer kun til de udsolgte koncerter i et kæmpe telt, hvilket er med til at hæve tilskuertallet. Det kan dog ikke alene forklare de høje tal, da der trods alt ikke kan være så mange mennesker i teltet.
Jake Owen gav koncert onsdag, torsdag var det Toby Keith, fredag kom DJ’en Kaskade og rapperen Flo Rida mens Blink 182 og Steve Aoki afsluttede festen lørdag aften. Ikke alle navnene er kendt i Danmark, men de er store i USA.
Går ud fra at der 3,2 personer i hver bil
Ved Phoenix Open tæller man ikke tilskuerne, men derimod estimeres tilskuertallet på bagrund af antal parkerede biler.
Ved hjælp af luftfotos anslår man antal biler på parkeringspladserne, og så ganges antal biler med 3,2. Dvs. man vurderer, at der er 3,2 personer pr. bil.
I 2014 talte Golf Digest med en amerikansk ekspert, som stillede sig meget tvivlende overfor, at der i USA skulle være 3,2 personer pr. bil.
7 – 8 gange flere tilskuere end i Himmerland
Ved Made in Denmark tæller man tilskuere ved indgangene. I 2014 var der 82.798 tilskuere, der var 86.498 i 2015 og 78.800 sidste år. Her tæller man ikke de (få) tilskuere, der kommer mandag og tirsdag.
Enhver som har været i Himmerland vil vide, at hvis der var 7 – 8 gange flere tilskuere, så ville det være meget svært at komme rundt, selvom der også er plads til flere.
Mere end 3 gange så mange som ved The Open
Da Henrik Stenson vandt The Open 2016 på Royal Troon var det foran 173.134 tilskuere i ugen.
Der var 237.024 tilskuere ved The Open 2015 på St Andrews Old Course inklusiv de 35.370 som kom til den forsinkede afslutning om mandagen. Ved The Open 2014 på Royal Liverpool var der 202.917 tilskuere i turneringsugen.
Traditionsrig turnering i Phoenix
Uanset hvor mange tilskuere der reelt overværer Waste Management Phoenix Open, så er det en seværdig turnering, der tilmed er én af de ældste og mest traditionsrige på PGA Tour.
Turneringen, som blev spillet første gang i 1932, har siden 1987 været spillet på TPC Scottsdale, Stadium Course.
I 1932 var der i øvrigt 600 $ til vinderen, Ralph Guldahl, mens Hideki Matsuyama fik 1,206 mio. $ for sejren i år.