Europa Touren ændrer deres normale præmiefordeling for sæsonens tre sidste turneringer, så vinderen af DP World Tour Championship, Dubai, får hele 3 mio. $.
Det bliver den største vindercheck nogensinde i turneringsgolf. Phil Mickelson vandt 9 mio. $ over Tiger i The Match, men det var en opvisningsmatch og ikke en turnering. Da Danny Willett vandt sæsonfinalen sidste år, var førstepræmien på 1,33 mio. $.
Førstepræmien hæves også for Turkish Airlines Open, så der er 2 mio. $ til vinderen, mens der er 2,5 mio. $ til vinderen af Nedbank Golf Challenge hosted by Gary Player.
I 2018 fik Justin Rose 1,16 mio. $ for sejren i Turkish Airlines Open, mens Lee Westwood vandt 1,25 mio. $ i Nedbank Golf Challenge.
Ingen ændring af den samlede præmiesum
At der er flere penge til vinderen går så at sige udover de andre spillere i feltet, da der ikke ændres på den samlede præmiesum.
Det er således kun fordelingen man ændrer, så alle udover vinderen spiller om 5 mio. $, hvilket er mindre end sidste år, men dog stadig rigtig mange penge. Nr. 2 i hver af de tre turneringer vil således modtage det der svarer til førstepræmien i en 5 mio. $ turnering.
Til gengæld bliver der spillet om flere Race to Dubai point. Ud fra det nye pointsystem for Race to Dubai skulle der spilles om henholdsvis 7.000, 7.500 og 8.000 point, men det øges til 9.000, 10.000 og 12.000.
Der er “kun” 10.000 point at spille om i majors, så med 12.000 point bliver DP World Tour Championship, Dubai, den største turnering på Europa Touren i år.
Dato | Turnering | Felt | Præmiesum | Vinder | Point |
7.-10 nov. | Turkish Airlines Open | 70 | 7 mio. $ | 2 mio. $ | 9.000 |
14.-17. nov. | Nedbank Golf Challenge hosted by Gary Player | 60 | 7,5 mio. $ | 2,5 mio. $ | 10.000 |
21.-24. nov | DP World Tour Championship, Dubai | 50 | 8 mio. $ | 3 mio. $ | 12.000 |
Mindre felt i de tre sidste turneringer
Der bliver også skåret ned på feltet i de sidste tre turneringer. I 2018 var der inklusiv invitationer 78 spillere i Turkish Airlines Open og 72 i Nedbank Golf Challenge inden top-60 på Race to Dubai ranglisten kvalificerede sig til sæsonfinalen.
I 2018 er det de 70 bedste på Race to Dubai ranglisten, som ønsker at deltage, der kan komme med i Turkish Airlines Open, mens top-60 kommer med i Nedbank Golf Challenge inden det kun er top-50, som kommer med i sæsonfinalen DP World Tour Championship.