Svenske Vincent Norrman begyndte dagen seks slag fra førstepladsen, men efter dagens bedste runde vandt han Horizon Irish Open på The K Club, hvor top-3 med Rory McIlroy alle var over par. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
25-årige Vincent Norrmans anden DP World Tour sejr i blot 14 tællende turneringer i karrieren, da han primært har spillet i USA!
Niklas Nørgaard og Thorbjørn Olesen blev bedste danskere på en delt 45. plads, Marcus Helligkilde nr. 70 i -2 og Søren Kjeldsen nr. 72 i -1.
Fra 2. plads til misset cut for Thomas Bjørn
Thomas Bjørn var på en 2. plads i -6 efter første runde. Det var han selv meget overrasket over, hvilket indikerede at det mere var en heldig god runde end, og som det så ofte sker for alle spillere, så er sådanne runder svære at følge op på. Også for Bjørn som efter +5 i anden runde var ét slag fra at klare cuttet.
Rasmus Højgaard, Oliver Hundebøll, Martin Simonsen, Jeff Winther og John Axelsen missede også cuttet.
Norrman vandt da de førende ikke kunne bryde par
Inden finalerunden førte Hurly Long i -13 foran Jordan Smith i -10 og Rory McIlroy i -9, men ingen af de tre kom under par i finalerunden!
Det var med til at bane vejen for Vincent Norrman, som med en runde i -7 vandt i -14 foran Hurly Long i -13.
Grant Forrest, Ryan Fox, Shane Lowry og Thriston Lawrence delte 3. pladsen i -12.
Mens Hurly Long, der førte efter tredje runde, var rundt i par, så afsluttede både Jordan Smith og Rory McIlroy med runder i +2. Det gav Jordan Smith en 12. plads i -10 og Rory McIlroy en 16. plads i -9.
To sejre i blot 14 turneringer
Vincent Normann blev professionel i 2021 efter college i USA. Han kvalificerede sig til Korn Ferry Tour 2022 via Tourskolen i 2021, og i august 2022 fik han PGA Tour kortet via Korn Ferry Tour.
I juli 2023 vandt han Barbasol Championship, der var tællende til både PGA Tour og DP World Tour, og nu er han så dobbelt DP World Tour vinder. Og det i blot 14 tællende turneringer inklusiv to i Sverige som amatør.