22-årige Viktor Hovland fra Norge er et kæmpe talent, som har imponeret som amatør og på PGA Tour i år. Nu har han også tangeret rekorden for flest runder i 60’erne i træk.
I 17 PGA Tour runder siden Rocket Mortage Classic i juni har Viktor Hovland brudt 70 slag, hvilket er en tangering af PGA Tour rekorden. En rekord Bob Estes satte i 2001, og som Hovland kan slå i sin næste turnering på PGA Tour, hvis han starter med endnu en runde i 60’erne.
Tony Finau og Charles Howell III deler 3. pladsen med 16 runder i 60’erne på den rangliste, som der er først statistik for siden 1984, hvilket de præsterede i henholdsvis 2018 og 2002.
– Jeg ville have troet, at rekorden var lidt lavere. Jeg blev professionel i sommer, så jeg kender ikke de andre baner som spilles i den første halvdel af sæsonen. Men i dem jeg har spillet, har der ikke været så meget vind, og greens har været forholdsvis bløde. Jeg har spillet solidt, så det er gået godt, sagde Viktor Hovland efter A Military Tribute at The Greenbrier, hvor han blev nr. 10.
Tre 64’er og to 65’ere i finalerunderne
I sine fem PGA Tour turneringer siden Rocket Mortage Classic har Hovland også imponeret i finalerunderne, som han har gået i 64, 65, 64, 65 og 64 slag.
– Jeg tror en af grundende til, at jeg har spillet så godt om søndagen er, at jeg har lært banerne bedre at kende, og har følt med bedre tilpas, sagde Viktor Hovland.
Fik PGA Tour kortet i Korn Ferry Tour Finals
Golfverdenen fik for alvor øjnene op for Viktor Hovland, da han som nr. 32 i -3 blev bedste amatør i Masters med den laveste score i 58 år, hvormed han overtog førstepladsen på amatørernes verdensrangliste. I sin sidste turnering som amatør blev han nr. 12 i US Open.
På PGA Tour blev han bl.a. nr. 4 i Wyndham Championship, men det var ikke nok til at sikre ham et PGA Tour kort for 2019-20 sæsonen, hvilket han dog sikrede sig via Korn Ferry Tour Finals.
To runder i 70’erne på Korn Ferry Tour
Viktor Hovland deltog i to Korn Ferry Tour Finals turneringer for at få et PGA Tour kortet for 2019-20 sæsonen. Det lykkedes med en 11. plads i Nationwide Children’s Hospital Championship og en 2. plads i Albertsons Boise Open presented by Kraft Nabisco.
I den første gik han to runder i 60’erne, men også en 73’er og en 71’er, så det er ikke 17 turneringsrunder i træk, men 17 runder i træk på PGA Tour.
Spiller på Europa Touren i denne uge
Viktor Hovland drømmer om at spille Ryder Cup 2020, så han er blevet såkaldt affiliate member af Europa Touren.
Han er med i denne uges BMW PGA Championship på en invitation, og skal i øvrigt spille med Ryder Cup 2020 kaptajnen Padraig Harrington de første to runder, hvilket helt sikkert ikke er tilfældigt. Han gik de første runder i 69 slag (-3), så han er nr. 8 i -6 inden finalerunden. Som beskrevet ovenfor, er det dog ikke hans 18. og 19. runde i træk i 60’erne.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fra BMW PGA Championship. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.