Victor Perez vandt Challenge Tour turneringen Foshan Open efter omspil. Det var sæsonens næstsidste turnering, og Joachim B Hansen bliver eneste dansker i sæsonfinalen om halvanden uge.
Mark Flindt Haastrup var med helt fremme de første dage, men faldt tilbage i weekenden. Efter en finalerunde i +1 blev han nr. 26 i -10. Jeppe Pape Huldahl afsluttede ligeledes med en runde i +1, hvilket gav ham en 48. plads i -7, mens Joachim B Hansen missede cuttet.
Perez vandt sin anden sejr efter omspil
Victor Perez fra Frankrig og Robert MacIntyre fra Skotland sluttede i -19 inden Perez vandt med en birdie på første omspilshul.
Med sejren rykker Victor Perez frem som nr. 2 på Road to Ras Al Khaimah ranglisten, som fortsat føres af Joachim B Hansen. Sidste år vandt Victor Perez sin første Challenge Tour sejr i Challenge de España, hvilket dog ikke var nok til, at han kvalificerede sig til Europa Touren.
Sean Crocker og Max Orrin delte 3. pladsen, mens Darius van Driel og Jack Singh Brar delte 5. pladsen i -17.
Sæsonfinale om halvanden uge
Det var sæsonens næstsidste turnering, og efter en uges pause gælder det sæsonfinalen Ras Al Khaimah Challenge Tour Grand Final, hvorefter top-15 kvalificerer sig til Europa Touren.
Kun top-45 er kvalificeret til sæsonfinalen, så her bliver Joachim B Hansen eneste dansker. Jeppe Pape Huldahl på en 57. plads blev næstbedste dansker på ranglisten.