Lars Larsen mener, at Region Nordjylland løber fra en 3-årig aftale om støtte til Made in Denmark, men det afvises af regionen.
Made in Denmark havde forventet at få 7,5 mio. kroner i støtte i år. Alt tyder dog på, at beløbet kun bliver 2 mio. kroner.
Region Nordjylland må efter gældende lov kun støtte projekter for ét år ad gangen, men Lars Larsen siger til TV2 Nord, at der er givet håndslag på en 3-årig aftale. Det er dog uklart, hvem den aftale er lavet med, for det afvises, at Regionsrådet har indgået en sådan aftale.
– Regionsrådet har ikke besluttet på noget tidspunkt, at der skulle gives et fast beløb, siger Henrik Ringbæk Madsen (S), som er formand for Udvalg for Vækst, Innovation og Kompetencer i Region Nordjylland, til TV2 Nord.
Borgmester: – En forkert beslutning
Lars Larsen truer med at flytte Made in Denmark til et andet sted i Danmark.
– Hvis de postulerer, at de ikke har sagt ja til tre år – så er de fulde af løgn, sagde Lars Larsen fredag til TV2 Nord.
At Made in Denmark sandsynligvis skal flyttes fra Himmerland ærgrer naturligvis Knud Kirstensen (K), som er borgmester i Vesthimmerlands Kommune. For kommunen er Made in Denmark meget betydningsfuld:
– Det er jo ganske forfærdeligt, hvis det er tilfældet. Der må jeg så bare sige, at det flertal i regionsrådet som har fravalgt at give det tilskud i 2016, der har de valgt forkert, siger Knud Kristensen.
I begyndelsen af marts nedstemte Regionsrådet for Region Nordjylland et forslag om, at støtte Made in Denmark med op til 7,5 mio. kroner i år. Svarende til det beløb, man har støttet den danske Europa Tour turnering med de første to år.
Der er nu fremsat et nyt forslag om, at Regionsrådet støtter med 2 mio. kroner, hvilket der skal stemmes om i slutningen af marts.
Indslaget fra TV2 Nord kan ses nedenfor og på deres hjemmeside her.