For anden uge i træk kunne Shanshan Feng løfte et trofæ på LPGA, da hun i hjemlandet Kina vandt Blue Bay LPGA, som blev spillet fra onsdag til lørdag. Med sejren overtager Shanshan Feng førstepladsen på verdensranglisten.
Emily Kristine Pedersen blev bedste dansker på en forholdsvis beskeden 47. plads i +10 efter en runde i +2. En 80’er (+8) i anden runde ødelagde hendes mulighed for en placering i toppen.
Nicole Broch Larsen blev nr. 66 i +20 efter en finalerunde i +9. Hun var på en 12. plads i -1 efter anden runde, men med en 84’er (+12) i tredje runde faldt hun tilbage til en 53. plads inden finalerunden i 81 slag sendte hende yderligere tilbage.
Feng vandt for anden uge i træk
Inden finalerunden førte Shanshan Feng, der genvandt Toto Japan Classic i sidste uge, førte i -7 foran Moriya Jutanugarn i -6.
Begge gik finalerunden i -2, så Shanshan Feng vandt i -9 foran Moriya Jutanugarn i -8, mens Megan Khang, Jessica Korda, Sung Hyun Park og og Ashleigh Buhai delte 3. pladsen i -4.
Shanshan Feng er ny nr. 1 på verdensranglisten
Sung Hyun Park på 3. pladsen overtog førstepladsen på verdensranglisten i denne uge. Trods hendes gode resultat i denne uge, så blev det dog kun til en uge som verdens bedste, for når ranglisten opdateres igen, så er det med Shanshan Feng som verdens bedste.
28-årige Shanshan Feng er nu oppe på 9 LPGA sejre i karrieren. Det var hendes tredje i år, da hun vandt LPGA Volvik Championship i maj og Toto Japan Classic i sidste uge.
Feng har vundet syv turneringer på LET, hvor hendes seneste sejr var sæsonfinalen Omega Dubai Ladies Masters 2016. Ved OL 2016 i Rio vandt hun bronze.
To sejre i træk igen ligesom sidste år
Sidste år vandt Shanshan Feng også to turneringer i træk omkring Toto Japan Classic, da hun dengang vandt Sime Darby LPGA Malaysia i ugen op til den japanske LPGA turnering. I år var det så ugen efter.