På en blæsende dag viste Scottie Scheffler, hvorfor han er verdens bedste. Tiger Woods havde det svært, men tror fortsat på sejren, og er da også med i weekenden, selvom han lavede fire bogeys på de første 5 huller.
Det er stadig ret nyt, at Scottie Scheffler er nr. 1 på verdensranglisten. Der er sikkert også nogen, der har glemt eller overset, at Scheffler har været nr. 1 på verdensranglisten de seneste to uger.
Scheffler fører med fem slag
Scottie Scheffler fører i -8 foran Charl Schwartzel, Sungjae Im, Shane Lowry og den forsvarende mester Hideki Matsuyama i -3. Harold Varner III, Dustin Johnson, Kevin Na og Cameron Smith er på 6. pladsen i -2.
Scheffler er endnu ikke blandt de største profiler, men at han er verdens bedste, viste han i anden runde af Masters. Han havde to bogeys på de første 3 huller, men også syv birdies på scorekortet, hvilket gav én af dagens bedste runder i -5. Alle slag kan ses på My Group på masters.com og i den gratis App.
Collin Morikawa, Will Zalatoris og Justin Thomas er blandt spillerne på en 10. plads i -1, Patrick Cantlay og Tiger Woods nr. 19 i +1, Lee Westwood, Bubba Watson, Sergio Garcia, Tyrrell Hatton, Jon Rahm, Rory McIlroy og Tiny Finau nr. 23 i +2, Patrick Reed er nr. 38 i +3 og Viktor Hovland nr. 45 i +4.
Tiger er tilbage! Efter -1 i første runde spillede Tiger ikke sin bedste golf, men efter en ret lang pause er det forståeligt, hvis formen ikke helt er der. Tiger var i store problemer fra start, og man kunne tænke, at han missede cuttet med et brag. Men Tiger kæmper. Han havde fire bogeys på de første 5 huller, men formåede at vende runden, så han gik +2
Spieth, Koepka, Schauffele og Langer missede cuttet
Cutgrænsen blev +4, og 52 spillere er med i finalerunderne. Efter ændrede cut-regler er det top-50 og lige der klarer cuttet, og der er ingen ti-slagsregel.
De seks amatører missede alle cuttet, og det samme gjorde bl.a. Jordan Spieth og Brooks Koepka i +6, Xander Schauffele i +7, Bernhard Langer og Justin Rose i +8 samt Fred Couples i +10.
Stewart Cink lavede hole-in-one på 16. hul, men i samlet +7 missede han også cuttet.
Scheffler i TW sko og Tiger i FootJoy
Scottie Scheffler spiller i øvrigt i Nike tøj og Nike TW sko – mens Tiger selv har udskiftet sine Nike TW sko til et par FootJoy Premiere Series Packard sko, da de angiveligt giver hans fod bedre støtte.
Uden at vinde på PGA Tour nåede Scottie Scheffler til top-15 på verdensranglisten. Med sejr i WM Phoenix Open den 13. februar spillede han sig i top-10. Så vandt han Arnold Palmer Invitational presented by Mastercard og rykkede frem til en 5. plads, mens han med sejren i WGC – Match Play overtog førstepladsen på verdensranglisten.
Masters sendes på TV3 Sport og Viaplay Total. Læs mere i denne artikel eller se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
Masters, leaderboard
– alternativ på pgatour.com
Masters, Track (følg alle spillere)
Masters, Live / My Group (se video med alle slag)