Fredag den 6. september samler Lyngbygaard Golf i samarbejde med KidsAid ind til konkrete projekter, der skal skabe glæde for syge børn på Skejby Sygehus. Det foregår til velgørenhedsarrangementet ”Lyngbygaard KidsAid Charity Golf”.
– Det bliver forhåbentlig en helt fantastisk start på et langvarigt samarbejde med KidsAid om golf og velgørenhed på Lyngbygaard Golf, fortæller Thomas Nørret, direktør på Lyngbygaard Golf.
Kommende dansk landstræner-team spiller med
En række kendte ansigter bakker op om arrangementet og spiller med i golfturneringen, der skydes i gang kl. 12.00. Blandt andet deltager den kommende trænerduo for det danske herrelandshold i fodbold, Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst. Men også navne som Carsten Bang, Lars Christiansen og Thomas Kristensen spiller med. Underholdningen om aftenen står Thomas Buttenschøn og Carsten Bang for.
Signeret Masters flag fra Lucas Bjerregaard
Idéen med arrangementet er at rejse penge til gode formål, og én af måderne er en auktion, hvor gæsterne kan byde på en række interessante genstande fra blandt andre Carlsberg, Northside, Eilersen og ChefMade. Derudover har Danmarks pt. bedste golfspiller, Lucas Bjerregaard, doneret et signeret flag fra Masters 2019.
Overskuddet går til konkrete projekter
Det er vigtigt for både KidsAid og Lyngbygaard Golf, at alle støttekronerne bliver anvendt på specifikke projekter i nærområdet.
Det første bidrag vil gå til at lette den kedelige, hårde og triste gang de syge børn og deres familier har fra Trygfondens Familiehus og over til sygehuset. Turen er lang for et sygt barn, og den er ligeledes forbundet med mange triste tanker og oplevelser. Vi vil gøre den tur lidt mindre trist med to golf buggies. Familierne kan så hurtigt komme frem og tilbage, måske endda lade et barn styre undervejs og dermed gøre en trist tur til en oplevelse.
Børnekræftafdelingen på Skejby har ligeledes brug for bedre forhold for indlagte børn. Her er det tanken at give støtte til en udendørs legeplads på afdelingen. Det kunne være en lille ”mini-golfbane”, der kan aktivere børnene, når de har energien. Dette projekt er stadig på tegnebrættet.
Det er planen, at Lyngbygaard KidsAid Charity Golf skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.