AmatøreliteUSA vandt VM for hold / Eisenhower Trophy for første gang siden...

USA vandt VM for hold / Eisenhower Trophy for første gang siden 2014

Det danske herre-landshold blev nr. 11 ved VM for hold, eller Eisenhower Trophy som det også hedder, i Abu Dhabi. USA vandt for første gang siden 2014, og det er bemærkelsesværdigt, da USA nu har vundet Eisenhower Trophy 16 ud af de 33 gange turneringen er blevet spillet.

Danmark med Frederik Kjettrup, Jacob Skov Olesen og Gustav Frimodt blev nr. 11 i -16. DGU havde håbet på en top-10 placering blandt de 36 nationer, men sluttede lige udenfor.

Danmark med træner og kaptajn Martin Raal Kold, Gustav Frimodt, Frederik Kjettrup, Jacob Skov Olesen samt træner Thomas Kiel Larsson op til Eisenhower Trophy 2023 – Foto: USGA / Steven Gibbons

USA med David Ford, Nick Dunlap og Gordon Sargent vandt i -36 foran Norge og Australien i -25, som begge får sølvmedaljer. De tre amerikanere bidrog alle mere eller mindre ligeligt, da de hver især både havde en dag med den laveste og en dag med den højeste score. De tre amerikanere er nr. 2, 4 og 5 på amatørernes verdensrangliste så de var favoritter.

Norge havde Herman Wibe Sekne, Michael Mjaaseth og Mats Ege på holdet, og det er første gang Norge får medaljer ved Eisenhower Trophy. Australien stillede med Karl Vilips, Jeffrey Guan og Jack Buchanan på Abu Dhabi Golf Club.

WATC herrer – Eisenhower Trophy – hold, resultat

Kobori fra New Zealand var bedst individuelt

Det er primært en holdturnering, men man følger naturligvis også de individuelle scores. Der er dog ingen officiel anerkendelse eller trofæ, men Kazuma Kobori fra New Zealand var bedst individuelt i -16 foran amerikanske Nick Dunlap i -15, mens Bastien Amat fra Frankrig og Herman Sekne fra Norge delte 3. pladsen i -14.

Jacob Skov Olesen blev nr. 24 i -7, Frederik Kjettrup nr. 43 i -3 og Gustav Frimodt nr. 55 i -1.

WATC herrer – Eisenhower Trophy – individuelt, resultat

Herman Sekne fra Norge og Kazuma Kobori fra New Zealand under Eisenhower Trophy 2023 – Foto: USGA / Steven Gibbons
Danmark vandt i 2018 og fik sølv i 2010

Danmark har vundet Eisenhower Trophy en enkelt gang, og det var i 2018 med Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaard og John Axelsen på holdet.

Det næstbedste danske resultat var i Argentina 2010, hvor Joachim B Hansen, Lucas Bjerregaard og Morten Ørum Madsen fik sølvmedaljer. Dengang vandt Joachim B Hansen den individuelle turnering.

Damerne spiller i den kommende uge

Damernes VM, Espirito Santo Trophy, spilles fra onsdag til lørdag i den kommende uge med Olivia Grønborg, Natacha Høst Husted og Cecilie Leth-Nissen på det danske hold.

VM spilles hvert andet år, og i 2025 spilles der på Tenah Merah Country Club i Singapore.

Frederik Kjettrup og træner Thomas Kiel Larsson under Eisenhower Trophy 2023 – Foto: USGA / Steven Gibbons

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Verdensranglisterne, 18. november 2024

For første gang nogensinde er Rasmus Højgaard i top-50 på verdensranglisten, da han med en 2. plads i sæsonfinalen rykkede frem som nr. 45....

Nanna Koerstz Madsen i sæsonfinalen på LPGA

Efter 32 turneringer i 10 lande er top-60 på LPGA tourens Race to CME Globe rangliste kvalificeret til denne uges sæsonfinale på LPGA, hvor...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk