USA vandt tre af fredagens fem Four-Balls og de to sidste blev delt, så de fordoblede føringen til 8 – 2 i Presidents Cup, hvor USA spiller mod resten af verden bortset Europa og LIV Golf spillere, da de er udelukket fra at deltage. Se højdepunkter fra fredag ovenfor.
De amerikanske favoritter førte 4 – 1 efter torsdagens Foursomes, og vandt Four-Balls med samme cifre. I Four-Balls spiller man sin egen bold, og den bedste af de to hulscores tæller som holdets score.
USA dominerede i alle fem matcher, og kun Mito Pereira & Christian Bezuidenhout var de eneste fra det Internationale hold, som på noget tidspunkt var foran i Four-Balls. Og det kun med 1 op mod Kevin Kisner og Cameron Young i en delt match.
USA med ni spillere fra top-15 på verdensranglisten er store favoritter til at vinde. Presidents Cup blev spillet første gang i 1994, og kun i 1998 på Royal Melbourne har det Internationale hold vundet.
Lørdag spilles der først 4 Foursomes om formiddagen efterfulgt af 4 Four-balls om eftermiddagen inden det hele afsluttes med 12 singler på søndag.
Presidents Cup sendes direkte på GOLFTV, discovery+ og Eurosport 2. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.