Det lykkedes desværre ikke for hverken Niklas Nørgaard, Lucas Bjerregaard og Joachim B Hansen at kvalificere sig til US Open via den europæiske kvalifikation på Walton Heath nær London. US Open spilles på Los Angeles GC fra den 15. – 18. juni, og der er endnu ingen danskere i feltet, men der er flere måder at komme med.
Over 36 huller blev der kæmpet om 7 pladser, og med -4 på Old Course var Niklas Nørgaard godt med fremme og ét slag fra et omspil om de sidste pladser. Lucas Bjerregaard spillede de første 18 huller i +2 og Joachim B Hansen var rundt i +9, så de var noget længere tilbage.
Desværre faldt Niklas Nørgaard tilbage med -1 på New Course, så han blev nr. 19 i -5. Joachim B Hansen gik +2 og blev nr. 67 og sidst blandt dem der genmmeførte, mens Lucas Bjerregaard tilsyneladende trak sig inden de sidste 3 huller af anden runde. Han havde ellers fået lidt oprejsning med -3 på de første 15 huller.
Germishuys vandt kvalifikationen
Sydafrikanske Deon Germishuys vandt kvalifikationen i -10 foran David Horsey, Wilco Nienaber og Ross Fisher i -9, mens Matthieu Pavon, Jens Dantorp og Alejandro Del Rey kvalificerede sig på en delt 5. plads.
Jordan Gumberg og Tom McKibbin på en delt 8. plads i -7 kommer på reservelisten. Det er en samlet reserveliste for alle kvalifikationsturnering, og fordelingen sker senere.
Spillet for første gang siden 2019
Det er første gang siden 2019, at der igen spilles US Open kvalifikationsturnering på Walton Heath. Den blev i flere år aflyst som følge af corona-pandemien, og erstattet af en mini-rangliste over resulter i DP World Tour turneringer. Det var sådan Thorbjørn Olesen kvalificerede sig sidste år.
Der er også en mini-rangliste i år, hvor de sammenlagt to bedste fra DS Automobiles Italian Open, Soudal Open, KLM Open og Porsche European Open kvalificerer sig til US Open.