Tyrrell Hatton vandt sin femte Rolex Series turnering i Hero Dubai Desert Classic på Emirates GC i Dubai, hvor der har været historisk gode danske resultater. Og den tradition videreførte Niklas Nørgaard med en 4. plads og Rasmus Neergaard-Petersen med en 10. plads. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Seks danskere var med, hvoraf de fem klarede cuttet. Inden finalerunden var Rasmus Højgaard nr. 10 i -7, Niklas Nørgaard nr. 12 og Thorbjørn Olesen nr. 19 i -5.
Med runder i -6 blev Niklas Nørgaard nr. 4 i -12 og Rasmus Neergaard-Petersen nr. 10 i -9, mens Rasmus Højgaard blev nr. 14 i -8 efter en runde i -1. Rasmus Neergaard-Petersen spillede med Ryder Cup kaptajnen Luke Donald i de første to runder, så ham blev der holdt ekstra øje med. I finalerunden var han -8 efter 17 huller og på vej mod dagens bedste runde, men afsluttede med en dobbeltbogey på 18. hul.
Thorbjørn Olesen sluttede som nr. 31 i -3 og Nicolai Højgaard som nr. 65 i +2 begge efter +2 i finalerunden. Jeff Winther missede cuttet.
Niklas Nørgaard fik 3 mio. kr. for en delt 4. plads
Der blev spillet om 9 mio. $ og 8.000 Race to Dubai point i Rolex Series turneringen, så der var også store pengepræmier til danskerne.
Niklas Nørgaard tjente godt 400.000 € svarende til 3 mio. danske kroner, Rasmus Neergaard-Petersen fik knap 1,2 mio. kr., mens Rasmus Højgaard fik næsten 1 mio. kr. for sin 14. plads. Thorbjørn Olesen får mere end 500.000 kr. for en 31. plads og Nicolai Højgaard godt 155.000 for en 65. plads.
Tyrrell Hatton fik 11 mio. kr. for sin femte Rolex Series sejr
33-årige Tyrrell Hatton spiller primært på LIV Golf, men også på DP World Tour for bl.a. at komme på Ryder Cup holdet og få point til verdensranglisten.
Med en runde i -3 vandt Tyrrell Hatton i -15 foran Daniel Hillier i -14 og Laurie Canter i -13. Niklas Nørgaard delte 4. pladsen i -12 med Rory McIlroy, mens Tom McKibbin og Shaun Norris delte 6. pladsen i -11.
Tyrrell Hatton fik knap 1,5 mio. € svarende til 11 mio. danske kroner og 1.335 point for sejren.
Robert MacIntyre blev nr. 17 i -6, Tommy Fleetwood nr. 21 i -5, Adam Scott og Akshay Bhatia delte 37. pladsen i -2 mens Jon Rahm, Viktor Hovland og Luke Donald missede cuttet.
To sejre på 3½ måned
Det var Tyrrell Hattons 8. sejr på DP World Tour, hvor han senest vandt Alfred Dunhill Links Championship 2024 for 3½ måned siden. Fem af hans otte sejre har været i Rolex Series turneringer, og han har vundet en enkelt gang på PGA Tour med sejr i Arnold Palmer Invitational 2020.
I fem DP World Tour turneringer og en Asian Tour turnering siden slutningen af september er han ikke sluttet udenfor top-10, og han gjorde der også godt i sidste uges Team Cup.