Europa Tourens 2021 sæson begyndte med et brag i Abu Dhabi, hvor Tyrrell Hatton, der tidligere på ugen var i gruppe-terapi, vandt Rolex Series turneringen Abu Dhabi HSBC Championship med en præmiesum på 8 mio. $. Se højdepunkter fra Hattons finalerunde i videoen ovenfor.
Rasmus Højgaard blev bedste dansker på en 25. plads i -5 efter en finalerunde i -3, hvilket giver ham en præmiecheck på godt 59.000 € svarende til 440.000 danske kroner.
Lucas Bjerregaard afsluttede med en runde i +1, som gav ham en 41. plads i -3, mens Jeff Winther blev nr. 61 i +2 efter en runde i -1. Søren Kjeldsen blev nr. 62 i +3, hvilket og var hans score på finaledagen.
Joachim B Hansen og Thomas Bjørn missede cuttet. Thorbjørn Olesen skulle have deltaget, men blev testet positiv for COVID-19.
Tyrrell Hatton vandt
Inden finalerunden havde Rory McIlroy føringen i -13 foran Tyrrell Hatton i -12 og Tommy Fleetwood i -11.
Efter -4 på de første 10 huller af finalerunden førte Hatton i -16 foran McIlroy i -14 og Fleetwood i -13. Hatton fortsatte med yderligere to birdies, og vandt efter en runde i -6.
Tyrrell Hatton vandt i -18 foran Jason Scrivener i -14, Rory McIlroy i -13 og Rafa Cabrera Bello i -12. David Lipsky og Marc Warren delte 5. pladsen i -11.
Hatton fik 1.335 Race to Dubai point for sejren og næsten 1,1 mio. € svarende til mere end 8 mio. danske kroner.
Fabrizio Zanotti, Matt Wallace, Chris Paisley og Tommy Fleetwood delte 7. pladsen i -10.
Christiaan Bezuidenhout blev nr. 12 i -8, Bernd Wiesberger nr. 25 i -5, Victor Perez blev nr. 46 i -2, Justin Rose nr. 57 i +1 og den forsvarende mester Lee Westwood nr. 62 i +3
Justin Thomas, Matthew Fitzpatrick, Shane Lowry og Ian Poulter missede cuttet.
McIlroys 9. top-5 placering i Abu Dhabi
Rory McIlroy har nu deltaget i turneringen 11 gange tidligere. Han har aldrig vundet, men er sluttet i top-5 ni gange med bl.a. fire 2. pladser og nu også fire 3. pladser.
Sjette sejr på Europa Touren – første fem vundet om efteråret
Det var 29-årige Tyrrell Hattons sjette sejr på Europa Touren, hvor han tidligere har vundet Alfred Dunhill Links Championship 2016 og igen i 2017 samt Rolex Series turneringerne Italian Open 2017, Turkish Airlines Open 2019 og BMW PGA Championship 2020.
Fire af hans seks sejre har således været Rolex Series turneringer, og de første fem blev alle vundet i oktober eller november. Jon Rahm har som den eneste anden spiller også vundet fire Rolex Series turneringer.
På PGA Tour har han vundet en enkelt gang, da han vandt Arnold Palmer Invitational 2020 i marts, som således også var i foråret.