The Players Championship fik nyt trofæ i 2019, som Tiffany & Co. lavede i sølv og 24 karat guld. Videoen ovenfor er fra 2019, og her fortælles om det nye trofæ, som Rory McIlroy var den første til at vinde. Covid-19 aflyste 2020, mens Justin Thomas vandt i 2021, Cameron Smith vandt i 2022 mens Scottie Scheffler vandt i 2023.
Trofæet er en golfspiller ovenpå den berømte ø-green på TPC Sawgrass’ 17. hul. Golfspilleren er formgivet ved hjælp af 3D teknologi og elektroformgivning, så hovedet indeholder elementer af alle de første 38 forskellige vindere af Players Championship – lige fra Jack Nicklaus til Tiger Woods, Phil Mickelson, Sergio Garcia, Henrik Stenson, Rickie Fowler og Webb Simpson.
Det store trofæ, som udstilles i TPC Sawgrass klubhuset, er 82 cm højt, 39 cm i diameter og vejer 15,6 kg. Vinderen får en mindre version med sig hjem, som er 43 cm højt, 20 cm i diameter og vejer næsten 3,5 kg.
PGA Tour overgår majors med et trofæ i guld
Players Championship er PGA Tourens største egne turnering, og i år er præmiesummen på hele 25 mio. $, hvoraf vinderen får 4,5 mio. $.
Trofæerne i de fire majors er alle af sølv, så PGA Touren nævnte i en pressemeddelelse, at trofæet er det eneste i de største turneringer, som er lavet af guld.
Fire forskellige trofæer siden 1974
Det nye trofæ er det fjerde trofæ i Players Championship, som blev spillet første gang i 1974 på Atlanta Country Club.
Nedenfor ses Waterford Crystal trofæet, som fra 1982 – 2018 blev givet til vinderen af Players Championship. Siden 1982 er turneringen blevet spillet på TPC Sawgrass.
Players Championship kan ses på discovery+ og Eurosport 2 med danske kommentatorer. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.