Craig Howie vandt en suveræn sejr i Challenge Tour turneringen Range Servant Challenge by Hinton Golf på Hinton GC i Malmö, foran Marcus Helligkilde på 2. pladsen, Niklas Nørgaard Møller på 4. pladsen og Nicolai Kristensen på en 8. plads.
Inden finalerunden førte Craig Howie i -16 foran Niklas Nørgaard Møller i -13, mens Marcus Helligkilde var nr. 6 i -10.
Med dagens bedste runde i -6 vandt 26-årige Craig Howie en suveræn første Challenge Tour sejr i -22 foran Marcus Helligkilde på en 2. plads i -15 efter én af dagens næstbedste runder i -5.
Espen Kofstad blev nr. 3 i -14, mens Niklas Nørgaard Møller efter en runde i par delte 4. pladsen i -13 med Jeong weon Ko, Ewen Ferguson og Hurly Log.
Nicolai Kristensen var også blandt dagens næstbedste med en runde i -5, så han rykkede 15 pladser frem til en delt 8. plads. Oliver Hundebøll missede cuttet.
Manassero og Siem delte 32. pladsen
28-årige Matteo Manassero, der har vundet fire gange på Europa Touren men senest i 2013, blev nr. 32 i -7 sammen med bl.a. 40-årige Marcel Siem, der ligeledes har vundet fire gange på Europa Touren.
Efter nogle meget skuffende år med mange missede cuts har Manassero vist lidt gode takter på den lavere rangerede Alps Tour i Italien med en sejr i september 2020, mens han har haft to andenpladser og en 6. plads i tre spillede turneringer i år.
Spiller på Stensons bane i næste uge
Challenge Touren bliver i Sverige, hvor Dormy Open spilles på Österåker Golfklubb nord for Stockholm fra onsdag til lørdag. Turneringen spilles på den Henrik Stenson designede Öster by Stenson, der blev åbnet i august 2019.