Efter dansk føring af henholdsvis Joachim B Hansen og Thorbjørn Olesen de første to dage, er det nu Jeff Winther, som er bedste dansker inden finalerunden af Gran Canaria Lopesan Open. Sydafrikanske Garrick Higgo fører med to slag på på Meloneras Golf, hvor der er tre danskere i top-10 og fire i top-15.
Jeff Winther hade en dobbeltbogey på scorekortet, men også en eagle og otte birdies, så med en runde i -8 rykkede han frem til en 5. plads i -15.
Thorbjørn Olesen, der med en banerekord i -9 førte efter anden runde, gik tredje runde i par, og fald tilbage til en 7. plads i -14. Den deler han med bl.a. Joachim B Hansen, der i -7 førte efter første runde, da han var rundt i -4.
Med runder i -4 er Nicolai Højgaard nr. 15 i -13 og Benjamin Poke nr. 22 i -12, mens Søren Kjeldsen er nr. 29 efter en runde i -5. Lucas Bjerregaard er nr. 53 i -8 efter en runde i -3.
Garrick Higgo fører med to slag
21-årige Garrick Higgo var ikke helt tilfreds med sit spil, men med bl.a. tre birdies og en eagle på de første 4 huller gik han -7, hvilket giver ham føringen i -18 foran Matthias Schwab, Matthieu Pavon og Connor Syme i -16.
Jeff Winther deler 5. pladsen i -15 med Sam Horsfield, som han også skal spille med i finalerunden. Matthias Schwab er tredje mand i dagens næstsidste gruppe med start søndag kl. 13:24 dansk tid.
Selvom Thorbjørn og Joachim deler 7. pladsen i -14, så skal de dog ikke spille sammen i finalerunden.
For den nybagte far Thorbjørn Olesen er det den første turnering i år. Thorbjørn blev testet positiv for COVID-19 i det tidligere forår, og han har også været skadet. Han har ikke spillet turneringer, siden han i december blev nr. 13 i Golf in Dubai Championship presented by DP World. Hans retssag fortsætter som planlagt.
Gran Canaria Lopesan Open er den første af tre turneringer på De Kanariske Øer, hvor der således også spilles de kommende to uger.
V Sport Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.