Fem danskere var med i kvalifikationen til LET Tourskolen på La Manga i Spanien, hvoraf de tre sluttede i top-60 og gik videre til finalen, som spilles fra på onsdag til søndag. Både kvalifikationen og finalen spilles på La Manga South og North Course.
Line Toft Hansen blev bedste dansker på en 10. plads i par efter fire runder, mens amatøren Linette Littau Dürr Holmslykke blev nr. 19 i +3. Louise Markvardsen, der lavede hole-in-one i anden runde, er også videre til finalen som nr. 35 i +8.
63 spillere i +13 eller bedre kvalificerede sig til finalen, hvortil 57 allerede var direkte kvalificeret, så feltet bliver på 120 spillere medmindre nogen trækker sig inden starten.
Fie Olsen på en 97. plads i +23 og amatøren Cecilie Bofill på en 119. plads i +34 gik således ikke videre.
Alison Muirhead vandt foran dobbelt Solheim Cup spiller
I første omgang handlede det om at slutte i top-60 og gå videre til finalen, men da den spilles på de samme baner, er det også en god forberedelse, som må give selvtillid for de bedste.
21-årige Alison Muirhead fra Skotland, men som bor i Dubai, vandt i sin professionelle debut med en samlet score i -10.
37-årige Becky Brewerton fra Wales, som har vundet to gange på LET i 2007 og 2009 samt spillet Solheim Cup i 2007 og 2009, blev nr. 2 i -6 foran Cara Gainer fra England i -5.
Finalen spilles fra onsdag til søndag
Finalen om kort til LET spilles over fem runder fra onsdag den 22. – søndag den 26. januar.
Der er et fuldt LET kort til top-20 på Tourskolen, da top-5 får et fuldt kort i kategori 5c, mens nr. 6 – 20 får kategori 8a. De øvrige som klarer cuttet kan få kategori 9b, mens alle der misser cuttet i finalen kan få kategori 12a.