Hele otte danskere var med i Challenge Tour turneringen Turkish Airlines Open, som blev spillet på Gloria GC i Belek. Flere af danskerne var med helt fremme undervejs, men det var Ryan Evans som løb med sejren.
Martin Ovesen var på en delt 3. plads inden finalerunden, men fem slag fra førstepladsen. Efter en skuffende finalerunde i +4 faldt han dog tilbage til en delt 8. plads i -11.
Blot fem spillere brød par i finalerunden
Det var dog meget svære betingelser med kraftig blæst, hvilket gav høje scores. Dagens bedste runde var -2, mens blot fire spillere var rundt i -1.
Med en flot runde i par rykkede Morten Ørum Madsen 20 pladser frem til en delt 19. plads.
Jeff Winther var rundt i +8, hvilket gav ham en 52. plads i -2, mens Mads Søgaard blev nr. 57 i +2 efter en runde i +12.
Mark Flindt Haastrup, Martin Simonsen, Rasmus Hjelm og Joachim B Hansen missede cuttet.
Ryan Evans vandt med fire slag
Inden finalerunden lignede det en duel mellem Ryan Evans i -20 og Tapio Pulkkanen i -18, da der derfra var tre slag ned til Martin Ovesen, Antti Ahokas og Max Orrin i -15. Med den kraftige vind kunne alt dog ske, men Ryan Evans holdt fast og vandt turneringen.
Ryan Evans vandt i -21 foran Tapio Pulkkanen i -17 og Julien Guerrier i -15.