The Senior Open presented by Rolex 2019 blev den sidste for 69-årige Tom Watson, ligesom han ikke længere vil deltage i US Senior Open. Han indstiller dog ikke karrieren helt, og vil fortsat spille senior turneringer.
– Jeg har tænkt ganske længe og meget over den beslutning, jeg har taget, sagde Tom Watson på et pressemøde efter lørdagens tredje runde og fortsatte:
– Det er baseret på en ganske fornuftig vurdering af, hvordan jeg spiller golf nu. Jeg har ikke værktøjerne i værktøjskassen. Jeg har nævnt det før, at man kan miste værktøjerne i værktøjskassen, og jeg har ikke nok værktøjer i værktøjskassen til at kunne konkurrere med succes.
Watson vil således spille færre turneringer, og bruge mere tid med hustruen Hillary, der kæmper med kræft i bugspytkirtlen.
Han deltog, og vandt, The Open første gang for 44 år siden i 1975. Watson betragtes af mange som den bedste links spiller nogensinde, og han kommer også til The Open næste år som ambassadør for R&A.
Har klaret cuttet i alle sine 18 Senior Opens
Tom Watson blev nr. 64 i +9 på Royal Lytham & St Annes, da Bernhard Langer vandt for fjerde gang. Det var 18. gang, Tom Watson deltog i The Senior Open og ganske imponerende er det, at han har klaret cuttet i dem alle.
Han har vundet Senior Open tre gange i 2003, 2005 og 2007, mens han vandt The Open hele fem gange i 1975, 1977, 1980, 1982 og 1983.
Noget uventet var Tom Watson også tæt på sejren i The Open 2009 på Turnberry, da han som 59-årig var i omspil mod Stewart Cink, der endte som vinder af omspillet.
Tom Watson, Gary Player og Bob Charles er de eneste tre, som både har vundet The Open og The Senior Open i karrieren.
Sagde farvel til The Open i 2015 og Masters i 2016
Tom Watson deltog i The Open hele 38 gange, og vandt som nævnt fem gange i 1975, 1977, 1980, 1982 og 1983.
Han spillede The Open for sidste gang i 2015, mens han sagde et flot farvel til Masters i 2016 efter han deltog for 43. gang. Han er dog fortsat med i par-3 turneringen op til Masters, som han vandt i 2018.