Tom Lehman vandt sin 11. PGA Tour Champions sejr i Principal Charity Classic, hvor tredje og sidste runde blev aflyst pga. dårligt vejr.
Bernhard Langer førte med ét slag efter første runde, men Tom Lehman overtog førstepladsen i -13 efter anden runde foran Scot Parel, Bernhard Langer, Glen Day og Woody Austin i -11.
I videoen ovenfor ses højdepunkter fra anden runde, som blev det sidste golf der blev spillet i den turnering, da der var torden og kraftig regn søndag. Stillingen efter anden runde blev derfor turneringens resultat.
Lehman vandt PGA Tour pengelisten i 1996
Det var 59-årige Tom Lehmans 11. sejr på PGA Tour Champions, og den første siden sejren i Tucson Conquistadores Classic 2017.
Lehman vandt fem turneringer på PGA Tour heriblandt The Open og Tour Championship i 1996, hvor han også vandt PGA Tour pengelisten. Hans seneste sejr på PGA Tour var Phoenix Open 2000.
Lehman er den eneste, som har været Årets spiller på alle tre tours
Tom Lehman er én af 14 spillere, som har vundet på både Web.com Tour, PGA Tour og PGA Tour Champions.
Han er den eneste, som er blevet Årets spiller på alle tre tours. Det blev han i 1991 på Web.com Tour, i 1996 på PGA Tour og i både 2011 og 2012 på PGA Tour Champions.