To af de bedste jyske golfbaner, Lyngbygaard Golf ved Aarhus og Stensballegaard Golf i Horsens, har udvidet samarbejdet, så klubbernes medlemmer kan spille gratis på hinandens baner.
Med aftalen kan de to klubbers fuldtidsmedlemmer spilles gratis på begge baner alle ugens dage i perioden 1. april til 31. oktober 2023.
Med aftalen vil man, ikke overraskende, skabe merværdi for fuldtidsmedlemmerne og styrke samarbejdet på tværs af de to golfbaner. De er begge designet af Rick Baril fra anerkendte amerikanske von Hagge, Smelek og Baril.
– Vi forsøger hele tiden at øge værdien af medlemskabet i Stensballegaard Golfklub. Vi har længe haft et godt samarbejde med Lyngbygaard Golf, og jeg er utrolig glad for, at vi nu kan tilbyde dette fantastiske tillæg til medlemskabet, siger Holger Westman der er Club Manager i Stensballegaard.
På Lyngbygaard ser man også frem til det udvidede samarbejde:
– Vi har et ønske om at tiltrække flere medlemmer, men ikke mindst at passe på dem vi allerede har, hvorfor jeg håber, at vores medlemmer finder glæde i dette tiltag, og at det medvirker til at øge værdien af medlemskabet i klubberne. Jeg er spændt på at se, hvordan dette initiativ bliver modtaget ude i klubberne, siger Christian Phillip, som er direktør i Lyngbygaard.
Aftalen om gensidigt frit spil gælder kun ved privat bookede runder i Golfbox, og kan således ikke benyttes ved turneringer, Company Days og lignende.
Lyngbygaard Golf: www.lyg.dk
Stensballegaard Golf: www.stensballegaardgolf.dk