Nanna Koerstz Madsen og Smilla Tarning Sønderby er de to danskere i denne uges US Women’s Open presented by ProMedica, hvor præmiesummen er hævet til hele 10 mio. $, hvoraf vinderen får 1,8 mio. $.
10 mio $ er den højeste præmiesum nogensinde i en golfturnering for kvinder. Yuka Saso vandt US Women’s Open 2021 og fik 1 mio. $ ud af præmiesummen på 5,5 mio. $. Da Jon Rahm vandt herrernes US Open 2021 fik han 2,25 mio. $ af i alt 12,5 mio. $.
Via sine meritter og placering i top-20 på verdensranglisten er Nanna Koerstz Madsen direkte kvalificeret, mens Smilla Tarning Sønderby kom med via en flot 2. plads i den europæiske kvalifikation.
27-årige Nanna Koerstz Madsen vandt Honda LPGA Thailand i april, hvilket var hendes første sejr på LPGA, og hun er helt fremme som nr. 20 på verdensranglisten.
Nanna har spillet 23 LPGA majors siden hun debuterede med en 21. plads i AIG Women’s Open 2015. Hun haft tre top-10 placeringer, og det har været i de seneste seks. Hun blev nr. 3 i Chevron Championship 2021 og nr. 8 i år, mens hun blev nr. 5 i AIG Women’s Open 2021, hvor hun var på en delt førsteplads inden sidste hul.
Smilla Tarning Sønderby blev professionel efter LET Tourskolen i december 2021, hvor hun blev nr. 39, hvilket gav hende en kategori på LET, og nu debuterer hun i en major.
Der er selvsagt et stærkt felt på Pine Needles Lodge & Golf Club i North Carolina, som er vært for den 77. udgave af US Women’s Open.
Der er 156 spillere i feltet, og efter anden runde klarer top-60 og lige cuttet til weekendens to finalerunder.
Sörenstam gør comeback
Blandt de 156 er 51-årige Annika Sörenstam fra Sverige, der har vundet 10 major sejre. Hun deltager for første gang, siden hun i 2008 indstillede karrieren som fuldtidsprofessionel.
Selvom Annika Sörenstam, der var nr. 1 på damernes verdensrangliste i 60 uger da den blev indført i 2006, på alle måder er en levende legende, så giver det ikke automatisk en plads i US Women’s Open.
Men Sörenstam vandt U.S. Senior Women’s Open 2021, og det er denne sejr, som kvalificerer hende til U.S. Women’s Open Championship Presented by ProMedica 2022.
En anden med comeback er 23-årige Nelly Korda, der spiller sin første turnering siden hun den 11. mars blev ramt af en blodprop.
V Sport Golf og Viaplay Total sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
US Women’s Open presented by ProMedica, leaderboard
– alternativ på LPGA.com
Fem majors på LPGA og to på LET
Mens der hos herrerne er enighed om de fire majors, så tæller damernes majors ikke på alle tours. Da LPGA er den førende tour, tages der ofte udgangspunkt i deres fem majors.
De fem majors er Chevron Championship (5 mio. $) der blev vundet af Jennifer Kupcho, US Women’s Open (10 mio. $), KPMG Womens PGA Championship (4,5 mio. $), Amundi Evian Championship (4,5 mio. $) og AIG Women’s Open (6,8 mio. $).
De amerikanske majors tæller ikke på Ladies European Tour, hvor kun Amundi Evian Championship og AIG Women’s Open tæller som majors.