Christoffer Bring og John Axelsen deler 5. pladsen inden finalerunden af DP World Tour Tourskolen, mens Nicolai Kristensen kun er to slag fra top-25 og lige, som får et DP World Tour kort efter onsdagens finalerunde. Benjamin Poke er længere tilbage.
Tourskolen spilles over seks runder på Infinitum i Spanien. Efter to runder på hver bane klarede top-70 og lige cuttet til to finalerunder på Lakes Course.
Christoffer Bring gik femte runde i -6 og John Axelsen var rundt i -5, så de er delt nr. 5 i -20 inden finalerunden, hvor de dog ikke skal spille sammen. Nicolai Kristensen gik +1, så han faldt tilbage fra en 10. plads til en 31. plads i -13, og han er to slag fra top-25.
Benjamin Poke er nr. 62 i -8 efter en runde i par, så han skal nok indstille sig på endnu en sæson på Challenge Touren, hvor han ved at klare cuttet på Tourskolen har forbedret sin kategori.
Fem danskere missede cuttet efter fjerde runde.
Forsström fører fortsat med to slag
Svenske Simon Forsström – der lå til at vinde Nordic League ranglisten men greb chancen på Challenge Touren, hvor han blev nr. 42 på ranglisten – fører fortsat med to slag. Nu i -26 foran Daniel Brown i -24, mens Pedro Figueiredo og Kiradech Aphibarnrat deler 3. pladsen i -22.
Blandt de mere velkendte navne deler Mike Lorenzo-Vera og Marcel Siem 8. pladsen i -19, Made in HimmerLand 2015 vinderen David Horsey er nr. 24 i -15, Chris Wood er nr. 36 i -12, Renato Paratore, Chris Paisley og Tom Lewis er nr. 55 i -9, mens Alejandro Cañizares er nr. 62 i -8.