Tiger Woods har bekræftet, at han påtænker at spille de første to turneringer i FedExCup slutspillet, så for blot anden gang i år, spiller Tiger to uger i træk. Det har han skrevet i et kort Tweet, som kan ses nederst i denne artikel.
Denne uges Wyndham Championship er den sidste i PGA Tourens regulære sæson efterfulgt af tre turneringer i FedExCup slutspillet.
Kan blive tre uger i træk, hvis Tiger slutter i top-30 på FedExCup ranglisten
The Northern Trust er den første fra 8. – 11. august efterfulgt af BMW Championship fra den 15. – 18. august. Det er disse turneringer Tiger spiller, og gør han det godt, kan det blive tre uger i træk.
Top-125 på FedExCup ranglisten kvalificerer sig til The Northern Trust, mens kun top-70 kan komme med i BMW Championship.
Tiger er nr. 27 på FedExCup ranglisten i denne uge, så han er sikker på en plads i de første to turneringer. Holder han sig i top-30 på ranglisten, kan det blive tre turneringer i træk, da sæsonfinalen Tour Championship spilles fra den 22. – 25. august. En turnering Tiger vandt sidste år, men den forsvarende mester er ikke sikret en plads, så Tiger skal være i top-30 på FedExCup ranglisten for at kunne forsvare sin titel.
Tiger har blot spillet 10 turneringer i år
Sidste år spillede Tiger 19 turneringer samt bl.a. Ryder Cup, men han erkendte efterfølgende, at det var for mange turneringer for ham. Han vil spille færre turneringer for at passe på sit helbred og derved forlænge karrieren.
Indtil videre har Tiger blot spillet 10 turneringer i år, med Genesis Open og WGC – Mexico Championship som de eneste i efterfølgende uger.
Tiger vandt US Masters, men holdt derefter en måneds pause frem til US PGA Championship, hvor han i øvrigt missede cuttet, da Brooks Koepka vandt.
Efter en 21. plads i US Open havde Tiger endnu en måneds pause inden han missede cuttet i The Open, da Shane Lowry vandt.
Ready to begin the FedExCup playoffs starting with @TheNTGolf and then the @BMWChamps. Hope to see you there.
— Tiger Woods (@TigerWoods) 31. juli 2019