Tiger Woods var rusten i sin første tællende PGA Tour turnering efter en 17 måneders skadespause siden august 2015.
Erfaringen fra ni sejre på Torrey Pines var ikke nok til, at Tiger klarede cuttet i Farmers Insurance Open. I +4 var han fire slag fra at klare cuttet til finalerunderne.
I videoen ovenfor kan man se de fleste af Tigers slag i anden runde, hvor han lavede to birdies og to bogeys på North Course. Nederst ses en video med Tigers første runde på South Course, som han gik i +4 efter tre birdies, fem bogeys og en dobbeltbogey.
– Jeg ramte bolden bedre og puttede godt igen. Jeg havde en masse gode putts, som ikke gik i hul. Vi løste et par ting mens vi spillede i dag, hvilket er godt, men jeg er rusten, sagde Tiger efter anden runde.
– At spille turneringsgolf er lidt anderledes end at spille derhjemme med vennerne. Jeg skal have nogle flere runder under bæltet.
Målet er at være helt klar til Masters i april
I den kommende uge er Tiger med i Europa Tour turneringen Omega Dubai Desert Classic, hvorefter han holder en uges turneringspause.
Derefter spiller han Genesis Open på Riviera Country Club fra den 16. februar, hvor hans velgørende fond er vært, og Honda Classsic ugen efter.
– Mit mål er et være helt klar til den første uge i april. Det er der, hvor jeg gerne vil have det hele til at fungere, sagde Tiger med henvisning til årets første major, Masters, som spilles på Augusta National fra den 6. – 9. april.
Rose fører med ét slag
Inden finalerunderne fører Justin Rose i -8 foran Adam Hadwin og Brandt Snedeker i -7.
Efter runder i +4 og +1 var Søren Kjeldsen i +5 efter de første to runder på North og South Course. Det var fem slag fra cutgrænsen, så han missede sit tredje cut i træk på PGA Tour.
Brooks Koepka i +1, Dustin Johnson i +2 og Jason Day i +3 missede også cuttet.
C More Golf sender finalerunderne direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
Farmers Insurance Open, leaderboard
Alle slag fra Tigers første runde: