Tiger Woods var involveret i et alvorligt solouheld tirsdag, hvor han kørte galt i sin bil på vej til en video-opgave for GOLFTV.
Tiger har efterfølgende gennemgået en længere operation i nedre højre ben og ankel. Der var flere åbne brud, som er stabiliseret med stænger og skruer. Det fremgår af en skriftlig udtalelse udsendt på vegne af Tiger, som kan læses nederst i denne artikel.
Var ved bevidsthed efter uheldet
Carlos Gonzalez fra det lokale politi var den første der kom til ulykkestedet. På et pressemøde, som bl.a. kan ses på golfchannel.com, siger han at Tiger var ved bevidsthed efter uheldet.
Ifølge Carlos Gonzalez sker der flere uheld på strækningen hvor Tiger kørte galt, og Los Angeles County Sheriff Alex Villanueva sagde, at Tiger er heldig med at være i live.
Tiger kørte i en stor Genesis GV80, og den luksuriøse SUV med 10 airbags var med til at beskytte ham. Efter uheldet oplyste det lokale politi, at Tiger blev skåret fri af bilen, men det er senere præciseret at man med værktøj og en økse fjernede forruden og hjalp Tiger ud af bilen.
Uvist om Tiger kommer tilbage til professionel golf
Det er for tidligt at spå om konsekvenserne for Tigers professionelle golfkarriere. 45-årige Tiger er flere gange kommet tilbage efter større og mindre operationer, men under alle omstændigheder venter endnu en længere pause.
Senest var han ved at komme sig ovenpå sin femte rygoperation, og Tiger havde ikke spillet turneringer siden Masters i november og PNC Championship i december med sin 11-årige søn Charlie. Tiger har også gennemgået fem operationer i sit venstre knæ, og senest i august 2019.
— Tiger Woods (@TigerWoods) February 24, 2021