Tiger Woods har meldt afbud til PGA Tour turneringerne Genesis Open og Honda Classic de kommende to uger. 41-årige Tiger har fortsat problemer med de kramper i ryggen, som opstod i Dubai, hvor han trak sig inden anden runde.
– Mine læger har anbefalet mig ikke at spille de kommende to uger, for at fortsætte behandlingerne og lade ryggen slappe af, siger Tiger i en udtalelse på sin hjemmeside og fortsætter:
– Det er ikke, hvad jeg havde håbet eller forventet. Jeg er ekstremt skuffet over at gå glip af Genesis Open, som støtter min velgørende fond, samt Honda Classic som spilles i min hjemby (Florida, red.). Jeg vil gerne takke Genesis for deres støtte, og jeg ved vi vil få en fremragende uge.
Tigers velgørende fond arrangerer Genesis Open på Riviera Country Club i Los Angeles. Det forventes, at han rejser derover for at overvære og bakke op om turneringen.
Med de nye afbud er det endnu uvist, hvornår Tiger er klar til turneringsgolf igen.
Trak sig med en skade i Dubai
Efter en lang skadespause gjorde Tiger comeback ved Hero World Challenge i december, hvor han dog sluttede blandt de sidste i feltet.
I slutningen af januar spillede Tiger så sin første tællende PGA Tour turnering efter en 17 måneders skadespause siden august 2015. Erfaringen fra ni sejre på Torrey Pines var dog ikke nok til, at han klarede cuttet i Farmers Insurance Open.
Ugen efter trak Tiger sig som nævnt fra Omega Dubai Desert Classic, da han fik kramper i ryggen.
Fire turneringer på fem uger blev til tre runder
Tiger skulle have spillet fire turneringer for at få nogle turneringsrunder i benene.
Målet var at blive helt klar til Masters i april, men nu blev det desværre kun til tre runder i denne omgang…