Kort før nytår antydede Phil Mickelson, at han havde vundet den første udgave af PGA Tourens Player Impact Program (PiP) i 2021, men det synes nu mere som et desperat forsøg på at vinde! For vinderen er først offentliggjort nu, og det blev Tiger Woods, som får 8 mio. $ af de i alt 40 mio. $, der uddeles til top-10.
Kort fortalt går PiP ud på at PGA Tour belønner de spillere, der skaber mest positiv opmærksomhed og interesse for PGA Tour. Tiger Woods kørte galt i februar 2021 og spillede ingen officielle PGA Tour turneringer, men kun generationsturneringen PNC Championship, som han sammen med sønnen Charlie var meget tæt på at vinde, men blev overgået af John Daly og søn. Men Tiger er fortsat den største.
Tiger får 8 mio. $ svarende til 53,5 mio. danske kroner for sejren, mens der er 6 mio. $ til Phil Mickelson. Nr. 3 – 6 får 3,5 mio. $ hver og der er 3 mio. $ til nr. 7 – 10.
Player Impact Program fortsætter i 2022, hvor man øger bonussen med 10 mio. $ så der er 50 mio. $ til top-10.
Mickelson skrev ikke direkte, at han havde vundet
PiP ranglisten er beregnet fra den 1. januar – 31. december 2021, så da Mickelson den 29. december antydede, at han havde vundet kunne han ikke vide det. Som det ses i hans Tweet nedenfor, så takkede Mickelson sine følgere for, at hjælpe ham med at vinde – og det kunne de måske nå med en slutspurt, men Mickelson skrev ikke direkte, at han havde vundet.
I’d like to thank all the crazies (and real supporters too) for…………………
Helping me win the PiP!!
To get the 2nd half of the money I have to add an event I haven’t played in awhile. See you in Kapalua😘 🏌️♂️🏄♂️🏊
P.S. I’ll try and find another hot controversial topic soon👍— Phil Mickelson (@PhilMickelson) December 29, 2021
Dengang afviste PGA Tour da også, at vinderen var fundet, og nu er det så offentliggjort, at Mickelson ikke vandt, men han blev nr. 2. Og det skyldes ikke den seneste tids virak omkring Mickelson, der har mistet flere sponsorer og holder en pause efter meget eksplicitte udtaler om en Saudi-finansieret tour. Resultaterne i PiP er revideret af revisionsfirmaet Grant Thornton.
Flere medier, også danske, hoppede på Mickelsons PR-arbejde og kårede ham som vinder, selvom PGA Tour fastslog, at man først skulle lave en endelig opgørelse med bl.a. tv-tal fra Nielsen. De opgøres hvert kvartal og ville derfor først være klar i midten af februar.
Mickelson har nok haft fornemmelsen af eller viden om, at han i spidsen, og hvis Tiger ikke havde spillet PNC Championship i december, så havde han næppe vundet PiP, da der på alle måder var et stort fokus på Tigers comeback.
Ikke resultater på banen der tæller
PiP er en slags popularitets-konkurrence. Kritikere har sagt, at det handler om at være bedst/størst på sociale medier, hvilket dog er en forsimpling.
At det ikke er resultaterne på banen som afgør det understreges af, at Tiger som nævnt slet ikke spillede nogle PGA Tour turneringer, og Phil Mickelson havde kun én top-10 placering da han som 50-årig vandt US PGA Championship, og blev den ældste major vinder nogensinde.
Sådan er vinderen fundet
Vinderen er fundet på baggrund af fem kriterier:
- Internet søgning: Hvor mange gange en spillers navn er søgt efter (Google)
- Artikler: Antal unikke artiker hvor en spiller er nævnt (Meltwater)
- Sociale medier: Score på sociale medier ud fra reach, omtale og engagement (Q-Score)
- TV sponsor eksponering: Tid en spillers sponsor logo er på skærmen lørdag og søndag i tv-sendingen (Nielsen)
- Opmærksomhed: En spillers generelle bevidsheds-score blandt den amerikanske befolkning (MVP index)
Nedenfor ses top-10 i PiP 2021 og fordelingen af de 40 mio. $ med omregning til DKK (kurs 669). Nederst er Golf Channels oversigt med placering og point i kategorierne.
Nr. | Spiller | Bonus $ | Bonus DKK |
1 | Tiger Woods | 8 mio. $ | 53,5 mio. kr. |
2 | Phil Mickelson | 6 mio. $ | 40,1 mio. kr. |
3 | Rory McIlroy | 3,5 mio. $ | 23,4 mio. kr. |
4 | Jordan Spieth | 3,5 mio. $ | 23,4 mio. kr. |
5 | Bryson DeChambeau | 3,5 mio. $ | 23,4 mio. kr. |
6 | Justin Thomas | 3,5 mio. $ | 23,4 mio. kr. |
7 | Dustin Johnson | 3 mio. $ | 20,1 mio. kr. |
8 | Brooks Koepka | 3 mio. $ | 20,1 mio. kr. |
9 | Jon Rahm | 3 mio. $ | 20,1 mio. kr. |
10 | Bubba Watson | 3 mio. $ | 20,1 mio. kr. |
A breakdown of the PIP standings and the category ranks for the top 10: pic.twitter.com/h7PoZ6UuVa
— Golf Central (@GolfCentral) March 2, 2022