Hele ti danskere er med i denne uges Andalucía Costa del Sol Match Play 9 på Challenge Touren, hvor vinderen findes efter hulspil i weekenden.
De ti danske deltagere er Morten Ørum Madsen, Martin Ovesen, Mark F Haastrup, Rasmus Hjelm, Mads Søgaard, Martin Simonsen, Benjamin Poke, Victor Østerby, Niklas Nørgaard Møller og Oliver Suhr. De tre sidstnævnte er med via Team Made in Denmark.
32 går videre til hulspil i weekenden
Der er 156 spillere i feltet på La Cala Golf Resort i Spanien, som først spiller to runder slagspil torsdag og fredag. Derefter går de 32 bedste videre til weekenden, hvor vinderen findes efter hulspilsmatcher over 9 huller.
Hvis flere end 32 deler 32. pladsen findes de sidste spillere efter et hul-for-hul omspil.
Hulspilsmatcherne spilles som nævnt over 9 huller. Man begynder på banens 10. hul og spiller derefter 11., 12., 4., 5., 6., 7., 8. og 9. hul.
Scores efter anden runde er vigtig
De 32 bedste efter anden runde seedes i hulspil, men i det videre forløb er scores efter anden runde også vigtig.
De 16 der taber deres første hulspilsmatch slutter fra nr. 17 – 32 baseret på deres score efter anden runde. Taber man i anden runde, bliver man nr. 9 – 16 baseret på scoren efter anden runde. Placeringerne 1 – 8 afgøres i hulspil.
Pengepræmier til top-60
Selvom det kun er de 32 bedste som skal spille i weekenden, så er der også pengepræmier til nr. 33 – 60. De får præmiepenge efter deres placering efter anden runde.
Der spilles om 200.000 €, hvoraf vinderen får 32.000 €.
Det er den første hulspilsturnering på Challenge Touren i 18 år. Den seneste var Öhrlings Swedish Matchplay 1999, som blev vundet af Kalle Brink foran Henrik Stenson.