Thorbjørn Olesen er blevet tiltalt for seksuelt overgreb, fuldskab og vold ombord på et fly, hvilket har fået Europa Touren til at suspendere ham på ubestemt tid.
Thorbjørn skal møde i retten i London den 21. august, og han kan ikke spille på Europa Touren, før der er en afklaring på sagen. Det bekræfter Europa Touren i en mail til 19hul.dk:
– Thorbjørn Olesen er blevet suspenderet fra Europa Touren, indtil der er en afklaring på den verserende retsproces. Da det er en igangværende juridisk sag, kan vi ikke komme med yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Opdateret: Her har tidligere stået, at Thorbjørn fortsat var på deltagerlisten til Scandinavian Invitation på Hills Golf & Sports Club nær Göteborg fra den 22. august. Det er dog dagen efter, han skal møde i retten, og torsdag er han blevet slettet fra deltagerlisten i Sverige.
PGA Tour ser meget alvorligt på sagen
Umiddelbart efter sagen kom frem, og således inden der blev rejst tiltale, kommenterede PGA Tour de alvorlige anklager mod Thorbjørn Olesen:
– Selvom han ikke er medlem af PGA Tour – og uanset om han bliver tiltalt eller ej – er en anklage af dette omfang noget vi tager meget seriøst. Vi er i tæt kontakt med vores kollegaer på Europa Touren, og vil ikke komme med yderligere kommentarer før myndighederne har yderligere oplysninger.