Thorbjørn Olesen og hans forlovede Lauren Zafer er blevet forældre til parrets første barn. Det har Thorbjørn offentliggjort på sin Instagram profil, som det kan ses nederst i denne artikel. Her er der en billedserie med Cooper Olesen.
Thorbjørn og Lauren Zafer, der er fra Canada, blev forlovede i januar 2020. De bor i London hvor Cooper også blev født.
Har ikke spillet turneringer i år
Thorbjørns seneste turnering var Golf in Dubai Championship presented by DP World i december, hvor han blev nr. 13, så han har endnu ikke spillet i år.
Han var tilmeldt Abu Dhabi HSBC Championship i januar, men en positiv COVID-19 test holdt ham ude. I slutningen af januar trak han sig fra Omega Dubai Desert Classic med en håndledsskade. Om Thorbjørn fortsat er plaget af den den skade ved vi ikke, da hans manager ikke har svaret på vores henvendelser om, hvorvidt Thorbjørn er skadet, og hvornår han forventer at spille turneringer igen.
Hans meget omtalte verserende retssag er berammet til at begynde i december 2021, men vil formentlig blive forsinket yderligere.
Fem Europa Tour sejre, World Cup og Ryder Cup
31-årige Thorbjørn Olesen har vundet fem af de 39 danske Europa Tour sejre, og er således den næstmest vindende dansker. Derudover har han vundet ISPS Handa World Cup of Golf 2016 med Søren Kjeldsen og GolfSixes 2017 med Lucas Bjerregaard.
Thorbjørn kvalificerede sig til Ryder Cup 2018, og med Thomas Bjørn som kaptajn var han med til at vinde 17½ – 10½ over USA på Le Golf National i Paris.
Vis dette opslag på Instagram