Finalerunderne af Made in Denmark presented by FREJA, bliver desværre uden Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen, da de begge var over par under svære betingelser med regn og blæst. Jeff Winther er braget frem i feltet.
Thorbjørn begyndte dagen på en 69. plads i par. Han fik en god start fra 10. hul, da han var -2 for runden efter 6 huller, da han lavede en eagle på banens 15. hul. På det svære par-4 hul 18. lavede han desværre en 7’er for anden dag i træk. Det endte med en runde i +3, hvilket ikke vil være nok til at klare cuttet, der ser ud til at blive par eller +1.
Efter +3 i første runde skulle Kjeldsen gå en god runde for at klare cuttet. Han er plaget af en slem forkølelse, og med en runde i +6 slutter han i samlet +9. Historisk set har Søren Kjeldsen været bedste dansker i Made in Denmark, hvor han som eneste dansker har klaret cuttet i de fem første udgaver. En stime der desværre blev brudt i år.
Nyprofessionelle Nicolai Højgaard var sammen med Mathias Gladbjerg bedste dansker i -2 efter første runde, men efter seks bogeys på sine første 7 huller gik han +6, så i samlet +4 misser han også cuttet.
Nicolai Kristensen i +5, Anders Hansen i +6, Christian Gløët i +8 og Nicolai Tinning i +11 kommer heller ikke med i weekenden.
Jeff Winther er braget frem
Efter første runde var Jeff Winther nr. 109 i +2, men efter en flot runde i -4 er han braget frem til pt. en 24. plads i -2. En placering der meget vel kan blive forbedret i løbet af eftermiddagen.
Hvor mange af de 16 danskere der klarer cuttet er endnu uvist, men desværre ser det ud til, at mange vil falde for cutgrænsen. Syv af de 16 danskere er i skrivende stund igang med deres anden runde.
Made in Denmark sendes på Viasat Golf, TV3 Max og Viaplay.dk– læs mere i denne artikel eller se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.