Thorbjørn Olesen har kvalificeret sig til US Open 2018 via den europæiske kvalifikation på Walton Heath i England. Derimod glippede det for bl.a. Lucas Bjerregaard, Padraig Harrington og Lee Westwood.
Der var således ikke lang tid at fejre søndagens sejr i Italian Open, for allerede mandag spillede Thorbjørn 36 huller i forsøget på at kvalificere sig til US Open, som spilles på Shinnecock Hills i New York fra den 14. – 17. juni. Thorbjørn bliver eneste dansker i feltet.
Thorbjørn gik første runde på Old Course i -5, og havde det ene ben i US Open, da han var -3 efter 16 huller på New Course. Med en dobbeltbogey på 17. hul faldt han tilbage, men en runde i -1 var nok til, at han slutter på en delt 12. – 13. plads i -6.
Der blev spillet om 14 pladser i US Open, så ni spillere på en delt 14. plads var i omspil om den sidste plads i årets anden major.
Det bliver blot anden gang i karrieren, at Thorbjørn er med i US Open, hvor han missede cuttet i 2013. Han er også kvalificeret til The Open via sin placering på Race to Dubai 2017 ranglisten.
Lucas Bjerregaard trak sig undervejs
Udover Thorbjørn deltog også Lucas Bjerregaard, der fik en god start med en første runde i -4 på New Course. Efter +4 på 14 huller af anden runde trak han sig dog, da han var langt fra en adgangsgivende plads.
Den norske amatør Kristoffer Reitan er klar til US Open
Andrew “Beef” Johnson og James Morrison vandt kvalifikationen i -10 foran Matthew Southgate og Richie Ramsay i -9.
Scott Gregory og Ryan Fox i -8, Tom Lewis, Matthieu Pavon, Matt Wallace, Jason Scrivener og Dean Burmester i -7 samt Thorbjørn Olesen og den norske amatør Kristoffer Reitan i -6 har således alle kvalificeret sig til US Open.
Den sidste plads gik til Paul Waring, som vandt omspillet blandt de ni spillere på en delt 14. plads i -5.
Lykkedes ikke for Harrington og Westwood
Padraig Harrington i -4, Lee Westwood, Thomas Aiken og Jordan Smith i -2, Edoardo Molinari samt George Coetzee og Paul Dunne i -1 var blandt de spillere, som ikke kommer med i US Open.
Chase Koepka, der er lillebror til US Open 2017 vinderen Brooks Koepka, sluttede i +2.
Udover den europæiske kvalifikation er der i dag 10 kvalifikationsturneringer i USA, ligesom top-60 på verdensranglisten den 11. juni også kvalificerer sig.