Efter dagens bedste runde og ny banerekord i -9 har Thorbjørn Olesen en føring på hele seks slag efter anden runde af Turkish Airlines Open. Turneringen på Regnum Carya Golf & Spa Resort er den første i Europa Tourens Final Series.
Efter en eagle, otte birdies og en enkelt bogey brugte Thorbjørn 62 slag, så han fører i -15 foran Adrian Otaegui og Thongchai Jaidee i -9.
Joakim Lagergren, David Horsey, Matteo Manassero og Haotong Li deler 4. pladsen i -8.
De øvrige danskere er længere tilbage
Ingen af de tre andre danskere formåeder af bryde par i anden runde, så er de noget længere tilbage i feltet.
Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard deler 41. pladsen i -1 efter runder i henholdsvis +1 og +3, mens Lasse Jensen er nr. 52 i par, hvilket også var hans score for dagen. Særligt en 8’er på par-5 hullet 15. var dyr for Lasse Jensen.
Bernd Wiesberger er nr. 10 i -6, Byeong Hun An nr. 13 i -5, Andy Sullivan nr. 19 i -4, Tyrrell Hatton nr. 27 i -3, Lee Westwood nr. 34 i -2 og Danny Willett nr. 58 i +1.
Førstepræmie på knap 8 mio. kroner
De 78 deltagere spiller fire runder uden cut om en præmiesum på $ 7 mio. Der er € 1,065 mio. til vinderen svarende til knap kr. 8 mio., men desværre har en række af de bedste spillere fravalgt at deltage.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fra Turkish Airlines Open. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.