Simon Forsström vandt den belgiske Soudal Open på DP World Tour, hvor Thorbjørn Olesen blev nr. 3 inden han nu rejser til USA og US PGA Championship i den kommende uge med tre danske deltagere.
Inden finalerunden var Thorbjørn Olesen nr. 11 i -9, og med en flot runde i -5 blev han nr. 3 i -14. Søren Kjeldsen begyndte dagen som nr. 26 i -7, og han blev nr. 33 i -7 efter en runde i par.
John Axelsen gik -4 og blev nr. 38 i -6, mens Martin Simonsen, Thomas Bjørn, Christoffer Bring, Oliver Hundebøll, Marcus Helligkilde og Lucas Bjerregaard missede cuttet. Jeff Winther trak sig under anden runde.
Forsström vandt
Inden finalerunden havde svenske Simon Forsström føringen i -15 foran den lokale helt Thomas Detry i -14. Julien Brun og Jens Dantorp delte 3. pladsen i -12.
Der var lidt slinger i valsen, men med tre birdies på de sidste 5 huller gik Simon Forsström -2 og vandt i -17 foran Jens Dantorp i -16 og Thorbjørn Olesen i -14.
Mike Lorenzo-Vera, Matthew Southgate og Alexander Björk delte 4. pladsen i -13, mens Thomas Detry gik +2 og faldt tilbage til en 7. plads i -12, som han delte med Richie Ramsay og James Morrison.
For 30-årige Thomas Detry var det således igen lige ved og næsten. Han vandt en enkelt Challenge Tour turnering i 2016, men har aldrig vundet på PGA Tour, selvom han har med fremme en del gange. Han har dog en meget stor sejr, da han vandt ISPS Handa Melbourne World Cup of Golf 2018 sammen med Thomas Pieters, men det er en ikke-tællende holdturnering.
Fra Nordic League til DP World Tour vinder på under et år
34-årige Simon Forsström har haft noget af et år. Han har haft nogle sæsoner på Challenge Touren, hvor han har spillet 102 turnering, men for et år siden spillede han på Nordic League.
En 2. plads i den danske Challenge Tour turnering, Frederikshavn Challenge presented by Hessel, i august 2022 gav ham mulighed for at fortsætte sæsonen på Challenge Touren, og det gjorde han med succes inden han vandt Tourskolen og fik et DP World Tour kort. Nu er han så DP World Tour vinder med et fuldt kort de kommende sæsoner.
15-årige ukrainsk amatør missede cuttet med ét slag
Sidste år klarede den dengang blot 14-årige amatør Lev Grinberg fra Ukraine cuttet og blev nr. 64. Han var den næstyngste der nogensinde har klaret cuttet på DP World Tour. Den eneste der har været yngre er Guan Tianlang, som var 14 år og 169 dage, da han klarede cuttet i Masters 2013.
Nu er Lev Grinberg blevet 15 år, og har var med igen på en invitation. Han missede cuttet, men med runder i -1 og par var han kun ét slag fra cutgrænsen. Imponerende.
Lev Grinberg er født i Ukraine, hvor han som 5-årig begyndte at spille golf, men han har i nogle år boet i Belgien. Han og faderen Illya er medlemmer af værtsbanen Rinkven International. Om vinteren tilbringer han en del tid med træningslejre i USA, hvor han også var under corona-nedlukningen, og helt tydeligt er han et stor talent.
Pieters var ikke med – og arrangerer ikke turneringen
Thomas Pieters er den bedste golfspiller i Belgien, men han er i år skiftet til LIV Golf og således ikke med. Det var Thomas Pieters der efter 15 års fravær genoplivede Belgian Open med Belgian Knockout, som Adrian Otagui vandt i 2018 og Guido Migliozzi i 2019.
Belgian Open blev ikke spillet i 2020-21 inden en ny promoter tog over med Soudal Open, som Sam Horsfield vandt i 2022.