51-årige Thomas Bjørn er nr. 4 inden finalerunderne af Catalunya Championship, og det på en bane, hvor han har vundet den én af sine 15 DP World Tour sejre. Men det er 23 år siden…
Thomas Bjørn vandt Sarazen World Open 1999 på PGA Catalunya Golf and Wellness, Stadium Course, som også er vært for ugens turnering. Højgaard tvillingerne blev født i 2001.
– Det er så lang tid siden, at det er svært at tro. Jeg har en datter der blev født i 1999, og jeg ser hvor stor hun er er nu, og det vi har været igennem siden da, sagde Thomas Bjørn til DP World Tour tidligere på ugen. Han har sine tvillinger, født i september 2021, med i Spanien, hvor der blev taget et gruppe-billede med Højgaard tvillingerne.
Thomas Bjørn huskede PGA Catalunya som et fantastisk sted. Siden han var der sidst er banen og faciliteterne blevet endnu bedre.
En sejr og en 3. plads i fire turneringer
DP World Tour, der dengang hed European Tour, har spillet fire turneringer på PGA Catalunya, Stadium Course. Den første var da Thomas Bjørn vandt i 1999, han blev nr. 43 da Brian Davis vandt Open de España 2000, nr. 3 da Thomas Levet vandt Open de España 2009, mens han missede cuttet, da Miguel Angel Jimémez vandt Open de España 2014.
Ny rekord med 11 danskere i samme turnering
11 danskere stillede til start, hvilket er ny rekord for en DP World Tour turnering udenfor Danmark.
Syv klarede cuttet, og efter anden runde er Thomas Bjørn nr. 4 i -5, Thorbjørn Olesen nr. 9 i -4, Nicolai Højgaard, Jeff Winther og Niklas Nørgaard Møller nr. 16 i -3, Marcus Helligkilde nr. 55 i +1 og Rasmus Højgaard nr. 65 i +2.
Joachim B Hansen, Benjamin Poke, Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen missede cuttet.
Et uvejr truer, så starttiderne for lørdagens tredje runde er fremrykket med start på både 1. og 10. hul. V Sport Golf & Viaplay Total sender direkte allerede fra kl. 10 – se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
Catalunya Championship, leaderboard
Rolling back the years 💪@thomasbjorngolf | #CatalunyaChampionship pic.twitter.com/kgjIYhMrcN
— DP World Tour (@DPWorldTour) April 29, 2022