52-årige Thomas Bjørn, der var vicekaptajn ved Ryder Cup, fejrede et rundt jubilæum i sidste uges Alfred Dunhill Links Championship, da det var hans DP World Tour turnering nr. 600.
Thomas Bjørn er én af blot 15 spillere, der har spillet 600 turneringer på DP World Tour, som tidligere hed European Tour. Han er Danmarks mest vindende golfspillere med 15 ud af 47 danske sejre på DP World Tour. Derudover har han også vundet to gange på Legends Tour med sejre i Irish Legends presented by the McGinley Foundation 2021 og MCB Tour Championship – Mauritius 2022.
Bjørns turnering nr. 500 var Made in Denmark 2017 i HimmerLand, og nr. 600 var så i “Home of Golf” som St Andrews kaldes.
110 top-10 placeringer i 600 turneringer
I sine 600 DP World Tour turneringer har Thomas Bjørn som nævnt vundet 15 gange, og han har haft 16 2. pladser og 13. 3. pladser. I alt har han klaret cuttet i 399 ud af 600 turneringer, og det er blevet til imponerende 110 top-10 placeringer.
Hans samlede karrieindtjening over præmiepenge på DP World Tour er 20,65 mio. €.
De 15 der har spillet 600 turneringer
Sam Torrance var den første til at nå 600 turneringer tilbage i 1998, og siden har også Eamon Darcy (2001), Roger Chapman (2005), Barry Lane (2007), Malcolm Mackenzie (2008), Colin Montgomerie (2012), Miguel Angel Jiménez (2012), Peter Baker (2015), Paul Lawrie (2017), David Howell (2018), Robert Karlsson (2018), Raphaël Jaquelin (2019), Søren Kjeldsen (2020) og Stephen Gallacher (2021) nået 600 turneringer.
48-årige Søren Kjeldsen, der nåede 600 turneringer i 2020, har spillet 683 turneringer, og har således mulighed for at runde 700 turneringer næste år.
Det var i øvrigt 17. gang, at Thomas Bjørn deltog i Alfred Dunhill Links Championship, men han trak sig inden tredje og sidste runde. Han var nr. 135 i +2 efter +7 på Carnoustie og -5 på Kingsbarns inden to dages regnvejrspause, og som en række andre pro’er trak han sig inden mandagens runde.