PGA Tour ChampionsThomas Bjørn sikker på PGA Tour Champions kort - Tim O'Neal vandt

Thomas Bjørn sikker på PGA Tour Champions kort – Tim O’Neal vandt

Efter en dårlig start blev Thomas Bjørn nr. 5 i Dominion Energy Charity Classic, hvilket har sikret ham et fuldt PGA Tour Champions kort i 2025. Tim O’Neal vandt turneringen, der var den første af tre slutspilsturneringer.

Thomas Bjørn var nr. 55 i +3 efter første runde, men med runder i -4 og -6 sluttede han som delt nr. 5 i -7.

I lørdags beskrev vi, hvordan Thomas Bjørn var under pres for at få et fuldt PGA Tour Champions kort, da pengelisten i slutspillet er omdannet til en point rangliste, hvor 1 $ = 2 point. Han begyndte ugen som nr. 28 på listen, men efter første runde lå han til at være nr. 32, og kun top-36 efter næste uges turnering får de bedste kort. Så med to dårlige resultater kunne han miste det gode kort.

Men med 5. pladsen er det nu helt sikkert, at Thomas Bjørn får den bedste mulige PGA Tour Champions kategori i 2025 som gives til top-36 på Schwab Cup point ranglisten. På PGA Tour Champions er det ikke vindere der har den bedste kategori, men derimod top-36 fra det foregående år. Thomas Bjørn er rykket seks pladser frem på ranglisten til en 22. plads, og med kun top-54 i næste uges turnering, er han sikker på en plads i top-36 der kommer med i sæsonfinalen.



En kæmpe triumf for Danmarks mest vindende golfspiller, at han spiller sig til et PGA Tour Champions kort uden i forvejen at have haft en kategori, og uden endnu at have vundet en turnering. Han var tæt på sejren i Trophy Hassan II i februar, men blev slået på målstregen af Ricardo Gonzalez.

I 2021 sagde Thomas Bjørn til Leif Nyholm fra V Sport Golf, at han ikke ville spille Tourskole til PGA Tour Champions. Det var vi nogle, som var lidt ærgerlige over, da han dermed kunne få meget svært ved at spille sig til et kort, men nu har han spillet sig til det.

Tim O’Neal vandt sin første sejr

Tim O’Neal var dagens bedste med en runde i -7, og han vandt sin første PGA Tour Champions sejr i -13 foran Ricardo Gonzalez i -11, David Bransdon i -10 og Tim Petrovic i -8.

Thomas Bjørn delte 5. pladsen i -7 med Rod Pampling, Kenny Perry, Paul Goydos, Stewart Cink og Ken Duke.

Har aldrig haft et PGA Tour kort – sponseret af Will Smith

52-årige Tim O’Neal har spillet på tours over hele verden, og også vundet på både Pro Golf Tour og Alps Tour samt tre gange på PGA Tour Latinoamérica. Han har været professionel siden 1997, og fik sin PGA Tour debut som 42-årig i US Open 2015, hvor han missede cuttet. Han har spillet 8 PGA Tour turneringer i karrieren, og misset cuttet i dem alle. I år 2000 ville en bogey på sidste hul af Tourskolen have givet ham et PGA Tour kort, men han lavede en tredobbelt bogey, og i år 2004 var han ét slag fra et PGA Tour kort.

Fra år 2000 – 2002 var Tim O’Neal sponseret af skuespilleren Will Smith, men gennem mange år måtte han kæmpe sig igennem mini-tours uden sponsorer og med en forholdsvis beskeden indtjening. Han kvalificerede sig til PGA Tour Champions via en 3. plads på Tourskolen i 2022 hvor han har haft større succes.

Dominion Energy Charity Classic, resultat

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Hvem skal være Årets Sportsnavn 2024? Feltet udvides…

Så er vi klar med de næste fem af i alt 15 nominerede til Årets Sportsnavn 2024. Og det er fem fantastiske sportsnavne, der...

Så meget tjente spillerne i DP World Tour Championship

Der blev spillet om 10 mio. $ i sæsonfinalen DP World Tour Championship, hvilket i dagskurs svarer til mere end 70 mio. danske kroner. Rory...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk