52-årige Thomas Bjørn har mistet sit DP World Tour, så i 2024 kan han ikke vælge og vrage blandt de turneringer han vil spille. Men han indstiller ikke karrieren.
Det er ikke lykkedes os at få svar på, om han vil spille flere Legends Tour turneringer, men med sine 15 DP World Tour sejre og gode kontakter vil han sikkert i et begrænset omfang kunne få invitationer til DP World Tour.
En sådan har han fået til Bahrain Championship, som spilles fra den 1. – 4. februar, og her er der ligefrem udsendt en pressemeddelelse om, at Ryder Cup 2018 kaptajnen deltager.
Det er første gang siden 2011, at DP World Tour besøger Bahrain, og turneringen er en del af International Swing. Dengang, for 13 år siden, blev Thomas Bjørn delt nr. 44 i Volvo Golf Champions, som i øvrigt blev vundet af Paul Casey inden Thomas Bjørn vandt i Qatar ugen efter.
– Jeg ser frem til at komme tilbage til Bahrain i februar og se, hvordan landet har ændret sig siden mit sidste besøg for næsten 13 år siden, siger Thomas Bjørn i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Skønheden ved DP World Tour er, at vi får muligheden for at besøge så mange interessante steder, og hjælpe med at bringe golf til et nyt publikum. Jeg ser frem til at hjælpe med det ved Bahrain Championship. Jeg vil gerne takke hans majestæt kongen Hamad bin Isa Al Khalifa for at byde os velkommen til sit Kongerige.
Som i 2011 spilles der på Royal Golf Club, og præmiesummen er 2,5 mio. $