Ryder Cup kaptajnen Thomas Bjørn vil meget gerne have en velspillende Paul Casey blandt sine 12 spillere på Le Golf National næste år, men det kræver, at han bliver medlem af Europa Touren. En beslutning Casey endnu ikke har taget.
For at spille på det europæiske Ryder Cup hold, så skal man være medlem af Europa Touren og spille de påkrævede turneringer. Fra næste sæson er det fire turneringer udover majors og WGC turneringer.
40-årige Paul Casey har ikke været medlem af Europa Touren siden 2014. Han kan fortsat nå at blive medlem næste sæson, men han vil først optjene point fra det tidspunkt hvor han evt. bliver medlem.
– Ville være et fjols, hvis man ikke gerne ville ham på holdet
Paul Casey har endnu ikke besluttet, om han vil blive medlem af Europa Touren i jagten på et Europa Tour kort. De seneste år har han udelukkende fokuseret på USA, hvor han bor med hustruen Pollyanna Woodward og deres to små børn.
– Paul har taget nogle meget klare beslutninger omkring sit liv om at bo i USA, og alle må forstå at han træffer beslutninger ud fra et hensyn familien, siger Thomas Bjørn til Sky Sports.
Thomas Bjørn har talt med Paul Casey, men det er i sidste ende op til Casey, om han vil blive medlem af Europa Touren.
– Det er op til ham, men der er ingen tvivl om, at han i øjeblikket er blandt de 12 bedste europæiske spillere. Han har spillet forrygende god golf i år særligt i FedExCup slutspillet, siger Bjørn og understreger:
– Man ville være et fjols, hvis man ikke gerne ville have en spiller som ham på holdet, når han spiller så godt som han har gjort den seneste tid.
Har spillet Ryder Cup tre gange – skuffet i 2010
Paul Casey har været på Ryder Cup holdet tre gange i 2004, 2006 og 2008.
I 2010 havde de fleste også forventet, at Casey ville få et wildcard, da han var nr. 8 på verdensranglisten. Det skete dog ikke, da Colin Montgomerie (med Thomas Bjørn, Paul McGinley og Darren Clarke som vicekaptajner) gav sine tre wildcards til Luke Donald, Edoardo Molinari og Padraig Harrington.
Dengang var Donald var også i top-10 på verdensranglisten og Molinari vandt den sidste tællende turnering i Europa, men særligt valget af Harrington på bekostning af Casey var en stor overraskelse.
Justin Rose var også med i kampen om et wild card, da han havde vundet to PGA Tour turneringer i sommeren 2010, men han kom heller ikke på holdet.
Casey er sjette bedste europæer på verdensranglisten
Paul Caseys seneste af 13 Europa Tour sejre var i KLM Open 2014. På PGA Tour har han “kun” vundet Shell Houston Open, men efter en lang række top-resultater er han pt. nr. 14 på verdensranglisten.
I øjeblikket er Casey er sjette bedste europæer, da han kun er overgået af Jon Rahm på 5. pladsen, Rory McIlroy på 6. pladsen, Henrik Stenson på 8. pladsen, Sergio Garcia på 11. pladsen og Justin Rose på 13. pladsen.
De seneste tre år er Casey blevet nr. 15, 5 og 11 på FedExCup ranglisten.