Thomas Bjørn er blevet en del af Europa Tourens bestyrelse, hvor han som kan være med til at præge Europa Touren. Det er spillernes egen Tournament Committee, som har indstillet Thomas Bjørn til en plads i bestyrelsen.
– Jeg er meget glad og beæret over, at være blevet inviteret til at blive en del af Europa Tourens bestyrelse. Jeg har levet og åndet for Europa Touren de seneste 25 år, og har altid gjort mit bedste for at fremme touren og dets medlemmer. Det samme vil jeg gøre i bestyrelsen, og jeg ser frem til at begynde arbejdet så hurtigt som muligt, siger Thomas Bjørn i en pressemeddelelse.
49-årige Thomas Bjørn fortsætter som aktiv spiller, selvom han nu er blevet en del af bestyrelsen. Han er igang med sin 25. sæson på Europa Touren.
Med 15 Europa Tour sejre er han den mest vindende dansker, mens han var vindende Ryder Cup 2018 kaptajn.
Formand for Tournament Committee fra 2007 -16
Blandt sine tourkolleger har Thomas Bjørn en meget høj status, og han har i høj grad taget andel i Europa Tourens udvikling.
Fra 2007 – 2016 var Bjørn en meget aktiv formand for Europa Tourens magtfulde Tournament Committee. I 2009 ville Bjørn egentlig træde tilbage som formand, men efter nogen tid valgte han alligevel at fortsætte, og blev genvalgt til posten, så han gennem en længere årrække var formand.
Han trådte først tilbage som formand i december 2016 for at fokusere på rollen som Ryder Cup kaptajn, og blev erstattet af David Howell.