Thomas Bjørn ser frem til Scandinavian Mixed Hosted by Henrik & Annika, hvor 78 herrer spiller sammen med 78 damer om samme trofæ.
– Forskellene på herre- og damegolf er ikke er så stor, som mange tror, sagde Thomas Bjørn bl.a op til turneringen med fem danskere heriblandt Emily K Pedersen og Joachim B Hansen. På billedet ovenfor ses de tre danskere på driving rangen onsdag.
– Det har været længe undervejs, og er noget vi har talt om i lang tid. Der var turneringen med LET, Challenge Touren og Legends Tour, men det har taget noget tid, sagde Thomas Bjørn på et pressemøde onsdag med henvisning til Jordan Mixed Open presented by Ayla 2019, som blev vundet af Daan Huizing.
– Jeg tror det er noget alle gerne vil se, og gerne oftere. Golf har en forpligtelse til at lave forskellige formaet og ideer, og det er én af de sportsgrene, hvor vi også kan lave det fair.
– Det er måske ikke helt fair på alle huller, men…
Damerne spiller en lidt kortere bane end herrerne, og Thomas Bjørn anerkender, at der måske vil være huller, hvor det ikke vil være helt fair. Damer og herrer slår ikke lige langt, og spiller ikke på samme måde, men der sker vigtig læring, så det i fremtiden vil fungere bedre og bedre.
– Jeg synes damegolf til tider er undervurderet og fortjener mere ros. Den her turnering er en god måde at vise, at forskellene på herre- og damegolf ikke er så stor, som mange tror, sagde Thomas Bjørn der også mener, at deltagerne kan lære noget af hinanden.
– Jeg tror, at det for alle er en god afveksling. Uge efter uge rejser vi rundt i en mande-verden og de i en dame-verden. Dette er en god pause, og vi kan lære af hinanden. Jeg har erfaret, at der af en eller anden grund er mange flere damer på putting greenen end det er mænd.
Damegolfens svar på Jack Nicklaus eller Tiger Woods
I de første to runder skal Thomas Bjørn spille med værterne Henrik Stenson og Annika Sörenstam, hvilket han ser frem til. Han er gode venner med Henrik Stenson, og har fulgt Annika Sörenstam tæt:
– I Svensk golf bliver det ikke meget større end de to. Annika og jeg er nogenlunde samme alder, og jeg har fulgt hendes karriere tæt. Hun dominerede og er damegolfens svar på Jack Nicklaus eller Tiger Woods, hvis man kan sige det sådan, sagde Thomas Bjørn om 50-årige Annika Sörenstam der vandt 72 gange på LPGA og 17 gange på LET.
V Sport Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.